Kunde nægtet erstatning efter agurk-styrt

To supermarkeder i Nordjylland og på Sjælland er frifundet for at betale erstatning efter kunders fald.

Kunder, der falder og kommer til skade i supermarkeder, kan ikke uden videre sætte næsen op efter at få erstatning.
Det viser to domme fra Glostrup og Aalborg, oplyser advokatfirmaet Bech-Bruun.

I den nordjyske sag var en kunde gledet i en syltet agurk, som lå på gulvet foran bagerudsalget.
Men i retten var der ingen oplysninger om, hvornår agurken var havnet på gulvet.
Dommeren kan ikke afvise, at den var spildt umiddelbart inden uheldet.
Og derfor kan man heller ikke kritisere supermarkedet og personalet for ikke at have opdaget og fjernet agurken.

I den anden sag fra den københavnske vestegn var gulvet i supermarkedet glat, fordi der var spildt olivenolie.
Da den uheldige kunde styrtede, var en ansat i supermarkedet netop i gang med at gøre rent.
Selv om den ansatte havde brugte vand og sæbe og bagefter havde tørret gulvet, var der fortsat glat.

Men supermarkedet kan ikke gøres erstatningsansvarlig, har Retten i Glostrup slået fast.
For da kunden faldt, var den ansatte fortsat i gang med det glatte gulv.
Han brugte en spand, hvorpå der stod "caution wet floor" (advarsel vådt gulv), oplyser Bech-Bruun om de to domme, der er afsagt midt i april.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland