Kunstskøjteløb indtager isen
Denne weekend har stået i kunstskøjteløbets tegn i Gigantium i Aalborg, der har lagt is til de jyske og fynske mesterskaber.
Weekenden igennem har Gigantium lagt is til de jyske og fynske mesterskaber i kunstskøjteløb.
De seneste dage har stået i kunstskøjteløbets tegn i Gigantium i Aalborg, der har lagt is til de jyske og fynske mesterskaber. Både Frederikshavn Skøjteforening og Aalborg Skøjteforening har haft unge talenter på isen. I juniorrækken har begge nordjyske skøjteforeninger to piger med.
Linea Pilgaard og Kate Frost Jensen fra Aalborg Skøjteklub har begge deres første sæson i juniorrækken, og her er forventningpresset for alvor sat op. I juniorrækken er der nemlig nye krav til de spring og elementer, som de skal have med i deres serier. Blandt andet skal der være en såkaldt dobbelt axel med, som ikke er et helt let spring.
- Der er også nogle andre piruetter, man skal have med. Og programmet er længere. Så det er hårdere, og det skal man lige vænne sig til. Og kondien skal være bedre i år, nu når programmet er længere, siger Linea Pilgaard.
Med ikke mere end en håndfuld turneringer om året, har pigerne brugt måneder på at forberede sig til netop dette mesterskab.
- Hele sommeren sådan cirka. Der får man koreografien til at sidde. Efter det skal man så have øvet springene og udstråling og sådan nogle ting, så det tager rigtigt lang tid, siger Kate Frost Jensen.
Begge piger havde fald i deres lange programmer, som blev skøjtet søndag, men det tager ikke kampgejsten fra en erfaren kunstskøjteløber.
- Det er selvfølgelig rigtigt øv, når nu man plejer at gøre det fejlfrit til træning, så vil man også gerne gøre det for dommerne og for publikum. Men der er også DM om en måned, så der må jeg jo give den lidt mere gas, siger Kate Frost Jensen.
De aalborgensiske skøjteløbere sluttede mesterskabet på henholdsvis 5. og 7. pladsen.