Kursfald på norsk krone rammer Nordjylland

Den norske krone er faldet cirka 20 procent i værdi på to år. Valutaen ligger lige nu omkring kurs 82, og det betyder, at det er blevet dyrere for nordmænd, der handler i Danmark.

Hver dag kommer norske kunder til forretningen Slagter Winther i Hirtshals. Indehaveren kan mærke, at der er sket noget med nordmændenes købekraft, i takt med at den norske krone er blevet mindre værd.

- Det er selvfølgelig lidt træs lige i tiden, hvor den har faldet så drastisk, som den gjorde her de sidste par dage. Den var helt nede i 75,11 og så begynder forretningen at blive noget dårligere, end hvis det var kurs 100. Det er jo klart, så bliver vores varer dyrere for en nordmand, siger Karl Christian Lunden, der Slagter Winther i Hirtshals.

På to år er kursen faldet med tyve procent. Det betyder, at vare og produkter i Danmark ikke længere er lige så attraktive for nordmændene.

- Det bliver betydeligt dyrere, når jeg skal regne om de ting, jeg køber her i Danmark i forhold til, hvad vi betaler, siger Grethe Johannesen fra Norge, der var i Hirtshals i dag.

- Her henover efteråret har vi mistet ti procent i forhold til sidste år. Om det er kursen eller blæst og vind og andre ting, der gør det, det skal jeg ikke kunne sige, siger Karl Christian Lunden.

Også andre steder i landsdelen bliver de norske kurser fulgt tæt.

Hos EDC i Sæby går de målrettet efter at handle ejendomme med nordmænd.

- Lige nu er udfordringen valutaen. Den norske krone er svækket gevaldigt det sidste stykke tid, siger Jens Houbak-Jensen fra EDC Jensen & Riise.

Forretningen laver cirka to handler om måneden med norske kunder, der køber hus eller fritidsbolig i Nordjylland. Selv om kursen er gået ned, så er der stadig mange penge at spare på det danske marked.

- For nordmænd som skal ned og købe huse i Danmark, der betyder det ikke helt så meget. Husene er halv pris her i forhold til oppe i Norge, så det betyder ikke helt det store, siger Jens Houbak-Jensen.

Både Ejendomsmægler og købmand regner med, at nedgangen i den norske krone er midlertidig. Men hvis ikke, så kan det have konsekvenser.

- Jamen jeg følger kursen hver eneste dag, flere gange om dagen, det er jo klart, for den skal ikke ret meget længere ned, før det ikke er sjovt længere, og er det noget, der skal stå på i flere år, jamen så er vi nødt til at reagere på det, og tilpasse omkostningerne efter det, det er klart, siger Karl Christian Lunden.


Seneste nyt

fra Nordjylland