Kvinde i livsfare efter overfald – samlever tiltalt i uhyggelig sag
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det er ikke småting den ene part i forholdet er anklaget for.
Fem år i et psykisk voldshelvede kulminerede i april i år med et voldeligt overfald, som bragte en kvinde fra Himmerland i livsfare.
Det er essensen i en uhyggelig sag, hvor en 35-årig mand er anklaget for det grove overfald samt flere års gentagne tilfælde af psykisk vold.
Den 35-årige mand sidder varetægtsfængslet op til, at Retten i Aalborg efter planen skal behandle sagen fra mandag.
Overfaldet, som manden er anklaget for, fandt ifølge sagens oplysninger sted 4. april om morgenen på en adresse i en mindre by i Himmerland.
Mistede næsten bevidstheden
Kvinden var på vej ud ad døren, hvor manden – ifølge politiet – ventede på hende, skubbede hende tilbage i huset og gik i gang med et overfald, der kunne have kostet hende livet.
Ifølge politiet slog den 35-årige flere gange kvinden i hovedet og på kroppen med knyttet hånd, væltede hende omkuld og satte sig oven på hende, hvor han gav hende flere slag med knyttet hånd i hovedet og på kroppen.
SÅ MEGET ER HAN TILTALT FOR
Politiet mener, at det fysiske overfald var kulminationen på fem års helvede for kvinden. Manden er nemlig tiltalt for i årene 2018 og frem til foråret at have udsigt kvinden for psykisk vold. Blandt andet ved:
- At stille kvinden til regnskab for huslige gerninger i et omfang, så hun måtte lave huskesedler for at sikre sig, at alt var ordnet, når manden kom hjem.
- At true med at begå selvmord, hvis hun gik fra ham samt at fortælle, at det havde han forsøgt, da en anden kæreste gik fra ham, ligesom han truede med at slå hende ihjel, hvis hun var utro.
- At kontrollere hendes sociale relationer, hvem hun så og kommunikerede med.
- At følge efter hende og kontrollere hende, når hun skulle uden for hjemmet.
- At råbe af kvinden og hendes to børn, som ikke er hans.
- At forlange sex konstant, selv når kvinden sov, eller ved at låse sig ind til hende på toilettet, når hun var der.
Han er også tiltalt for flere gange at have taget halsgreb med henholdsvis én hånd, begge hænder og med et halstørklæde, hvorefter han klemte til, så kvinden flere gange var ved at miste bevidstheden.
Ifølge sagens oplysninger truede han også undervejs ved at sige noget i stil med: ”enten tager jeg livet af mig selv eller af dig”.
Kvinden fik ifølge de lægelige oplysninger uhyggelige skader, blandt andet adskillige blodunderløbne mærker i hovedet, på halsen og på kroppen samt punktformede blødninger i ansigtet og øjnene. Hun fik desuden et brud på en ryghvirvel og var i livsfare.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan den varetægtsfængslede mand forholder sig til de alvorlige anklager. Sagens anklager lægger forud for sagen op til, at manden muligvis skal idømmes en anden form for straf end fængsel, hvis retten kender ham skyldig.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.