Kvinde knivdræbt i Thisted
En 45-årig kvinde blev lørdag eftermiddag dræbt af knivstik på åben gade i Thisted, oplyser politiet./Opdateret kl. 15.20
En 45-årig kvinde blev lørdag overfaldet og dræbt af knivstik på en parkeringsplads i Thisted, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Overfaldet skete ud for en Faktaforretning på Kastet 39. Ifølge politiet blev kvinden stukket flere gange i halsen.
- Vi har et enkelt vidne, der ser en mand sætte sig oven på kvinden og stikke en kniv i hende, fortæller vagtchef Knud Lauridsen.
Ifølge politiets oplysninger flygtede gerningsmanden herefter i en varebil.
Kvinden blev erklæret død først på eftermiddagen.
Politiet har ingen anholdte i sagen.
Politiet kender registreringsnummeret på den varevogn, som vidner så køre fra stedet.
- Men alt det efterforskningsmæssige holder vi foreløbig for os selv. Vi er ude på nogle adresser i øjeblikket, og vi vil gerne sikre os, at vi er de første på stedet, lyder det fra Knud Lauridsen.
Politiet har endnu ikke fundet drabskniven.
/ritzau/