Kvinde kører galt på Mors: Fik hjertestop på sygehuset
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
En midaldrende kvinde er kommet alvorligt til skade efter en trafikulykke fredag.
En 64-årig kvinde er i kritisk tilstand, efter at hun fredag eftermiddag var involveret i en trafikulykke vest for Nykøbing Mors.
Kvinden sad som passager i en bil, der kom kørende ad Næssundvej, da en yngre bilist pludselig drejede ud foran hende fra en afkørsel til hovedvejen A26, og de to biler tørnede sammen.
- Umiddelbart var der ikke noget, der tydede på, at det var særligt alvorligt, da de ankom til sygehuset. Men på sygehuset får hun hjertestop, siger vagtchef Knud Lauridsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Lægerne på sygehuset i Thisted fik hurtigt genoplivet kvinden, men hendes tilstand er stadig alvorlig.
De andre personer, der var involveret i ulykken, er ikke kommet slemt til skade, og de er alle udskrevet igen.