Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

KVINDELIV: - Jeg havde glemt, jeg fyldte 60 år - det skal danses væk, tænkte jeg!

Hanne Kræn bor i det centrale Aalborg, hvorfra hun får mange af sine ideer til sit daglige virke som bylivudvikler. Foto: Daniel Mikkelsen

Hanne Kræn er bankuddannet, men kreativitet brusede i blodet og førte hende hen til en karriere som eventkoordinator. I mange år har hun levet af at arrangere fester og events for andre - men ynder også gerne selv at slå en stor fest op. Mød hende i Kvindeliv onsdag klokken 19.45 på TV2 Nord Salto.

Når de 60.000 karnevalsgæster klædt ud som pirater, politibetjente, sygeplejersker og supermænd danser lystigt gennem Aalborgs gader, så har de i mange år kunne takke Hanne Kræn for det.

I de 13 år, aalborgenseren drev sit eventbureau, var hun nemlig en af de kreative kræfter bag Nordeuropas største karneval.

Hun udtænkte også konceptet til Aalborg i Rødt, hvor de besøgende gennem 14 år har kunne opleve koncerter, kultur og gode tilbud i butikkerne i en by, der til anledningen har rullet røde løbere ud overalt.

Jeg vik virkelig opfyldt min drøm om at møde ildsjæle i kunst- og kulturverdenen.

Hanne Kræn, bylivudvikler

Faktisk har 60-årige Hanne Kræn stadig avisudklippet, hvor hendes eventbureau for første gang blev omtalt.

For Hanne Kræn sætter ting i gang. Og hun er stolt af, hvad det er blevet til gennem årene.

- Aalborg i Rødt var starten. Efterfølgende kom jeg til at arbejde for Aalborg City med alle mulige andre projekter. Hvilket så førte videre til, jeg kom til at arbejde for Aalborg Karneval, og jeg har været med til DOK1, som er et kunsthåndværkermarked. Så via mit netværk mødte jeg den næste person, som kender den næste person, og på den måde fik jeg 13 år med mit lille eventfirma. Og den drøm, jeg havde med at møde ildsjæle i den her kunst- og kulturverden fik jeg virkelig opfyldt, fortæller Hanne Kræn.

Et modeshow på den røde løber ned gennem Jomfru Ane Gade er ét af elementerne i Aalborg i Rødt, som Hanne Kræn i flere år var en af de kreative kræfter bag.

Udvikler Spritten kunstnerisk

I dag har Hanne Kræn besiddet det nyoprettede job som bylivudvikler hos entreprenør virksomheden A. Enggaard i fire år. Et job, hun troede, hun ville være for gammel til - og som krævede en afstøvning af både cv og evnerne til at skrive en ansøgning.

- Gudskelov havde jeg nogle børn, der kunne hjælpe mig med at lave cv og ansøgning, for det havde jeg jo ikke prøvet før. Så det fik jeg gjort og søgt den her stilling og kom til samtale - og kom til samtale nummer to. Og tænkte: Dét her det vil jeg bare rigtig gerne have! Og det lykkedes heldigvis, fortæller hun.

Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg fyldte 60 år. Men så tænkte jeg: Jamen, det bliver jeg nødt til at danse væk!

Hanne Kræn, bylivudvikler

Netop nu arbejder hun på at udvikle Spritten i Aalborg - området med de gamle Spritfabrikker, som skal indeholde både boliger, kunst og events.

- Mine tanker bag det er, at det ikke er et fælleslokale, der skal stå tomt og kun bruges i weekenden, men det skal bruges i dagligdagen også. Derfor har vi skabt muligheden for at gøre det stort og lille, og hyggeligt på mange andre måder end et fælleshus vil være. Derfor kalder vi det også Event’en. Det er også her, man kan holde sang- eller filmaftener, hvis man vil det, siger kreative Kræn.

Spritten i Aalborg er et af de områder, Hanne Kræn i dag arbejder på at gøre kreativt. Foto: A. Enggaard

Hun har også udtænkt Sprittens ”Værkstedet”, som alle beboerne frit kan benytte.

- Her har vi skabt et sted, hvor man kan dele om værktøjet. Man kan reparere sin cykel, man kan plante sine planter om og lave juledekorationer. Man kan lave alt muligt sammen. Så det er sådan ligesom det ekstra rum.

At ideerne bobler rundt i hovedet på Hanne, bekræfter hendes flerårige samarbejdspartner.

- Hanne er fantastisk at samarbejde med. Hanne er for det første en meget, meget levende dame, men har virkelig også blik for, hvad er det, der skaber liv. Hvad er det, der skaber sammenhængskraft, og i øvrigt gør et sted til et sted, fortæller Mads Damsbo, der er direktør i Kunsthal Spritten.

Fra kroner til kreativitet

Hanne Kræn har altid haft kreativitet dybt forankret i både hjerne og hjerte. Som 21-årig blev hun uddannet i den lokale sparekasse i Øster Brønderslev, hvor hendes far sad i repræsentantskabet.

- De syntes, det var en rigtig god idé, at jeg kom i praktik, og så var det ligesom den vej, jeg tænkte, jeg skulle. Så det blev ligesom bankverdenen, jeg startede med, fortæller hun.

Men den unge kvinde fra Hallund uden for Brønderslev fornemmede hurtigt, at det ikke fængede hende at rådgive bankkunder om lån, aktier og børneopsparinger.

- Så jeg kom ret hurtigt over i det kreative i banken, hvor jeg kom til at sidde med marketing. Her sad jeg med kampagner, annoncering og kundearrangementer. Så det blev meget hurtigt min vej i banken, husker Hanne, der endte med 35 år i bankverdenen, før hun skiftede spor til eventbranchen.

Om Hanne Kræn

  • 60 år.
  • Bor i Aalborg.
  • Bylivsudvikler hos entreprenørfirmaet A. Enggaard.
  • Født og opvokset i Hallund uden for Brønderslev.
  • Forældrene var begge selvstændige med egen maskinstation.
  • Mellemeste barn af en søskendeflok på tre.
  • Bankuddannet som 21-årig.
  • Har to døtre - Ditte og Christine.
  • Enke efter hendes mand Niels Aage døde for 13 år siden.

Som at lukke køer på græs

I privatlivet er Hanne Kræn i dén grad en livsnyder. Hun lever af at arrangere fester og events for andre - men ynder også gerne selv at slå en stor fest op.

Senest til sin 60 års-fødselsdag for få uger siden skulle den have hele armen.

- Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg fyldte 60 år. Men så tænkte jeg: Jamen, det bliver jeg nødt til at danse væk! Og så kom min 'event-Hanne' op i mig - det skal simpelthen laves som den fest, jeg har drømt om at lave i lang tid. Så jeg begyndte at gå og planlægge det White Party, som jeg godt kunne tænke mig at holde, fortæller hun.

Og selv var det heldigt, at Hanne Kræn kort forinden havde lært sig selv at drikke alkohol.

- Det skulle bare være sådan en fest, hvor vi skulle drikke champagne, snakke, hygge os og danse. Og så var jeg jo blessed ved, at lige pludselig så kunne og måtte vi jo godt (coronarestriktionerne blev lempet, red.). Så det blev en fantastisk fest, fordi det var ligesom at lukke køer på græs, lyder det.

Hanne Kræns 60 års fødselsdag blev én, hun vil huske for altid: Et White Party, hvor alle gæster ankom klædt i hvidt. Her er hun med sine døtre Ditte og Christine ved sin side. Privatfoto

Faldt om med hjertestop

Livet har ikke altid været en fest i hvide, glade klæder for 60-årige Hanne Kræn. En skæbnesvanger dag for 13 år siden måtte hun klæde sig i sort, da hun pludselig mistede sin elskede mand gennem mange år, Niels Aage.

- Min yngste datter og jeg er hjemme, og hun fornemmer en lyd. Hun råber: Mor! Hvor er far?! Og så siger jeg: "Det ved jeg ikke". Og så går vi ned i kælderen og kigger. Så er han faldet ned af en trappe (...) Jeg panikkede - Christine var den, der fuldstændig tog styringen: Tog telefonen og kom med den og sagde: "Mor, du skal ringe efter en ambulance." De kom rigtigt hurtigt og arbejdede på ham i tre kvarter. Men på intet tidspunkt var der liv, så der var ikke noget at gøre (...) Det var meget pludseligt og meget voldsomt. Og det var ligesom at få gulvtæppet rykket væk under sig, husker Hanne Kræn om dagen, hvor hendes mand fik et hjertestop, og hun blev enke.

Niels Aage var Hanne Kræns helt store kærlighed. De fik to døtre sammen, inden han døde af et hjertestop for 13 år siden. Privatfoto

Tabet var svært, nærmest umuligt at komme over. Efter sorgen kom vreden. Vreden over, at han havde efterladt hende alene til at opfostre deres to børn.

- Jeg syntes, det var superhårdt, så jeg var nødt til at løbe hver eneste dag. Det var min medicin på at få luft og få kræfter til dagen. Så i fire år løb jeg hver eneste morgen, indtil mine knæ ikke holde til det mere, fortæller hun.

I dag besøger Hanne Kræn stadig ofte kirkegården med sin mands gravsted. Børnene har perleplader med til 'Morfars Have', og Hanne selv fortæller Niels Aage om sine mange rejser. En passion, de delte, mens han levede - og som hun nu må nøjes med at dele med ham som minder.

Hanne Kræn tog en klassisk matematisk uddannelse på Handelsskolen. Her sidder hun i blå skjorte yderst til venstre i midterste række. Privatfoto.

- Hun gik ikke glip af noget

Siden har der været et par "søde kærester" i Hanne Kræns liv, som hun selv siger. Men ingen, der er blevet til hendes livs anden kærlighed.

- Jeg kunne egentlig godt at finde en nogenlunde på min egen alder, så jeg føler, vi er det samme sted i livet. Men jeg har oplevet, at mændene går efter nogen, der er helst 10 år yngre end dem selv, hvis de kan komme til det. Så det er sådan lidt svært at finde jævnaldrende, fortæller hun.

Men så er det godt, at Hanne Kræn sagtens kan selv. Og vil selv. For hun har for længst besluttet sig for at give sine to døtre en vifte af gode oplevelser herhjemme og ude i verden.

Den kreative aalborgenser vil nemlig helst huskes sådan her, når hun engang skal herfra:

- Jeg håber, folk vil tænke: "Ja, vi kommer til at savne hende. Men hun gik ikke glip af noget. Hun nåede det hele."

Du kan se programmet Kvindeliv med Hanne Kræn på TV2 Nord Salto onsdag 8. september klokken 19.45. Eller du kan få et smugkig allerede her:


Helikopter finder person i vandet: På vej til sygehuset i Aalborg

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.


Få forklaringen: Derfor fravælger Venstre-profil Nordjylland

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Christian Friis Bach oplyser lørdag, at han skifter Nordjyllands Storkreds ud med Sjællands Storkreds.

Venstre-politikeren Christian Friis Bach fik ved det seneste folketingsvalg 1489 personlige stemmer, da han blev valgt ind i Folketinget i Nordjyllands Storkreds.

Men nu forlader han det nordjyske. Social- og handicapordføreren for Venstre skifter Nordjyllands Storkreds ud med Sjællands Storkreds.

Tre hovedårsager

Skiftet væk fra Nordjylland er en beslutning, der har været undervejs. Faktisk siden han skiftede Radikale Venstre ud med Venstre i august, fortæller han.

- Jeg har været rigtig glad for at være i Nordjylland, og jeg har følt mig godt hjemme. Så det har også været i overvejelserne, om jeg skulle blive, siger han til TV2 Nord.

Venstre-politikeren nævner, at der er tre årsager, der gør, at han fremover stiller op på Sjælland.

- For det første er det af respekt for mine gamle kolleger i Radikale Venstre i Nordjylland, og det arbejde de har gjort for mig. Det vil ikke være så sjovt, hvis jeg skulle stå og kæmpe om de samme lygtepæle mod nogle af dem, som har hjulpet mig med at sætte plakater op tidligere.

Derudover har der været et større analysearbejde i gang fra Venstres side, siden Christian Friis Bach blev en del af partiet.

- Der er analysefolk, der har haft gang i den helt store regnemaskine, for at finde ud af hvor jeg kan gøre den største forskel for Venstre. Og det er på Sjælland. Det handler om, hvordan stemmerne faldt sidste gang, og hvem der stiller op hvor, siger Christian Friis Bach.

- Og så til sidst er det jo selvfølgelig nemmere praktisk, når jeg bor på Sjælland. Også selvom jeg har meget familie i Nordjylland og ofte kommer deroppe, lyder det.

Har nordjyske stemmer i baghovedet

Selvom Christian Friis Bach nu fremover stiller op i Næstved-kredsen, så vil de nordjyder, som har givet deres stemme til Venstre-politikeren ikke blive glemt, forsikrer han.

- I den tid jeg er i Folketinget, vil jeg stadigvæk bakke op om Nordjylland og kæmpe for den nordjyske dagsorden. Der er nordjyder, der har stemt på mig, og jeg vil fortsat kæmpe for dem, siger Christian Friis Bach og nævner kampen om et forbedret elnet og de store investeringer i Forsvaret som noget, der skal komme Nordjylland til gode.

Christian Friis Bach oplyser desuden, at der også har været nordjyske lokalkredse hos Venstre, som har forsøgt at få ham til at stille op for dem.


Jaget og overfaldet: Hjemløse Flemmings største drøm er blevet virkelig

Foto: Lonni Vad Dam Daugaard/ TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

- Det med at leve på gaden er sgu ikke lutter lagkage.

Sådan siger Flemming Meder Hansen, der har været ude for lidt af hvert gennem livet.

Med en barnevogn fyldt med sine ejendele og hunden Iza levede Flemming i mange år på gaden.

Men det kunne han ikke holde til længere.

- Jeg har dårlige ben og ryg, og Iza er jo ni år gammel. Hun er også en gammel pige efterhånden, fortæller han.

Efter en svær opvækst og en fængselsdom havde Flemming oddsene imod sig.

Han oplevede at blive jaget væk og endda overfaldet, mens han sov på gaden.

- Den ene stod og joggede mig på halsen, og så blev jeg ellers frarøvet, alt jeg ejede. Telefon, penge, alt hvad der kunne bruges, fortæller han om det hårde liv som vagabond.

Men nu er lykken vendt, for Flemming har fået sin egen treværelses lejlighed i Mosbjerg.

Foto: Lonni Vad Dam Daugaard/ TV2 Nord

Lejligheden er fyldt med møbler fra genbrug, og snart skal et stort billede af ham og Iza pryde en af væggene.

Du kan se hvordan det er lykkedes Flemming - selv, uden kommunens økonomiske hjælp - at sin helt egen lejlighed, nederst.

Stedet er blevet en tryg base for den tidligere vagabond og hunden, der allerede har faste pladser. Sofaen, der er købt for 300 kroner i genbrug, er nemlig Izas domæne. Flemming må i stedet nøjes med gyngestolen.

- Iza skal være her, vi andre må være her, siger Flemming.

Han har jævnligt besøg af venner, der glædeligt kommer for at hygge med en øl eller to, men det er noget ganske andet, han nyder mest:

- Du kan lukke din dør. Og du kan tage tøjet af og sidde i underbukser. Og du kan sidde og slappe af uden at skulle tænke på, om der kommer nogen, fortæller Flemming.

Se 'Iza og vagabonden' her:


Borgmesteren deler god nyhed: Skal være lige så berømt som Rød Aalborg

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er alle millionerne værd, når Aalborg Kommune skyder penge i Kunsthal Spritten.

Endelig er det tilbage på sporet. Og det gør det svært for den siddende borgmester at tørre smilet af

- Det er en historisk milepæl for vores industriarv og vores kulturarv.

Sådan lyder det fra borgmester i Aalborg, Lasse Frimand Jensen (S), når talen falder på at omdanne dele af de gamle spritfabrikker til et sted for kunst og kultur.

Den afgørende del af projektet er nu officielt skudt i gang, og det skal være færdigt om to år.

Budgettet lyder på 350 millioner kroner. Otte fonde betaler de 295 af dem, mens Aalborg Kommune står for de sidste 55 millioner kroner.

- Jeg tror, det her kan være med til at sende Aalborg ud i verden, lige som Aalborg Akvavit gjorde. Jeg tror, det kan være med til at tiltrække verden til Aalborg, og det er jeg enormt stolt over, siger Lasse Frimand Jensen til TV2 Nord.

Kampen mellem kultur og velfærd

Borgmesteren tror, at projektet og det store kunstværk på 30 meter i højden vil tiltrække turister fra hele verden.

Derfor er det også 55 kommunale kroner værd. Penge der i princippet kunne være brugt på eksempelvis kernevelfærd.

- Det må aldrig blive en kamp mellem velfærd og kunst og kulturoplevelser i min optik. Det er hinandens forudsætninger, og ikke hinandens modsætninger, påpeger Lasse Frimand Jensen.

Ud over de 55 millioner i engangsbeløb, så har Aalborg Kommune også sat penge af til driften af Kunsthal Spritten, indtil bygningerne og kunstværket står klar om cirka to år.


Populær juleudstilling giver café flere hundrede ekstra kunder om dagen

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I Aars nyder handelslivet godt af, at byens juleudstilling trækker folk til fra nær og fjern.

Et gammelt ordsprog lyder, at når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Det er et ordsprog, som de godt kan nikke genkendende til her i juledagene i Aars. For mens rigtig mange gæster besøger byens populære juleudstilling, nyder resten af byen godt af de mange ekstra besøgende i byen.

Det gælder blandt andet caféen Frk. Kold, der ligger på samme vej som juleudstillingen. Fredag ved frokosttid er caféen stuvende fuld, og ejeren Anette Kold må bede gæster om at vente i baren, indtil der igen er et ledigt bord.

Normalt ser det ikke sådan ud i caféen ved frokosttid på en hverdag, men her i julemåneden har det ikke været et usædvanligt syn.

- Vi har lidt flere kuverter – måske 2-300 om dagen, siger Anette Kold og griner, inden hun fortsætter:

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

-  I hvert fald er vi oppe på knap 400 på de sidste to dage, hvor vi måske vil ligge på 60 normalt, lyder det fra ejeren af caféen.

Kø ud på gaden

Roden til den ekstra travlhed skal man ikke kigge langt efter. Den findes nemlig bare et par hundrede meter nede af gaden, hvor den berømte blomsterkunstner Johnny Haugaard har opsat en spektakulær juleudstilling i byens gamle svømmehal.

Juleudstillingen har været åben siden 22. november, og siden den dag har Frk. Kold haft travlt som aldrig før. Flere gange har caféen haft kø til ude på gaden, mens de også har måtte bede gæster om at gå en runde i Aars, inden de kunne komme igen i håbet om at få en plads.

- Det betyder alverden. Der er jo nogen, der ikke en gang ved, hvad Aars er – det ved de nu, og jeg er sikker på, at de kommer igen, siger Anette Kold.

Slutter 5. januar

I Aars nyder hele handelslivet godt af de mange gæster udefra, som har fået øjnene op for byen takket være juleudstillingen. De lokale indbyggere derimod har der ikke været meget plads til inde hos Frk. Kold de seneste tre uger.

- Man bliver da stolt, for de fleste kunder siger, at de er blevet anbefalet af andre og af juleudstillingen, og det er fantastisk, siger Anette Kold.

Glæden kan dog ikke vare evigt, for den 5. januar er sidste dag med juleudstillingen i Aars.

Vil I gerne have forlænget juleudstillingen lidt?

- Ja, det ville da ikke gøre noget. Desværre skal min daglige leder på ferie i tre måneder, så der skal noget nyt personale til, svarer Anette Kold.