Læg en klimapakke under juletræet
Har vennerne allerede fået afrikanske geder til jul, så er den nye gode samvittighedsgave klar. En klimapakke med et ton CO2. Lige til at lægge under juletræet.
Giv en klimapakke til jul og spar kloden for ét ton CO2. I en tid, hvor alle snakker om klimaet, lancerer energiselskabet Nordjysk Elhandel en miljøansvarlig julegaveide - klimapakken. Pakken til 225 kr. kan købes via nettet over hele landet.
Under gavebåndet er der en CO2-reduktion, som svarer til, at der udledes et ton mindre CO2 i atmosfæren. Bonusgevinsten er et gratis energitjek af hjemmet med gode råd om mindre energiforbrug. Plus et par elsparepærer.
- Julen er en oplagt anledning til at tænke på vores ælles fremtid og gøre en indsats for at reducere CO2 udledningen. Samtidig kan man selv få gratis hjælp til at nedsætte energiforbruget i hjemmet. Den bedste og billigste måde at spare CO2 på er jo ved at slukke for nogle kontakter, fortæller Ann Sloth Rædkjær, der er marketingchef hos Nordjysk Elhandel.
De CO2-besparelser, som forbrugerne køber i klimapakken, kommer fra et klimaprojekt i Malaysia. Her betaler Nordjysk Elhandel for et biomasseanlæg på en papirfabrik, der erstatter fabrikkens fyringsolieanlæg. Biomasseanlægget producerer på basis af restprodukter fra planteolie bæredygtig elektricitet til fabrikken. Dermed reduceres fabrikkens CO2-udslip med 50.000 ton om året. Samarbejdet mellem Nordjysk Elhandel og den malaysiske fabrik er formidlet af Udenrigsministeriet.
/ritzau/