Læge til Læsø

Til september kan Læsø byde velkommen til sin nye praktiserende læge. Og Region Nordjylland kan samtidig byde velkommen hjem til en dansk læge, som aldrig tidligere har praktiseret i Danmark, men til gengæld i flere små samfund i Norge og senest på Island

Fra Island til Læsø
Navnet er Gunda Bech Nygaard. Hun kommer fra en praksis på Island med 900 indbyggere, døgnvagt og to timer til det nærmeste sygehus.
Hun pointerer i sin ansøgning, at hun gerne vil arbejde under forhold, hvor stabilitet og kvalitet er i højsædet, som hun vurderer, det er på Læsø.

Praksis i mindre samfund
Den kommende læge på Læsø har siden sin uddannelse i Danmark bevidst gået efter praksis i mindre samfund - også gerne ø-samfund, hvor hun har fået et godt kendskab til sine patienter.

Det bliver nu læsøboernes held og et stort plus for Nordjylland at hente en læge tilbage til landet og landsdelen, hvor lægemanglen er udtalt.

Manden flytter med
Den nye læge flytter til Læsø sammen med sin mand, mens to voksne børn bor i henholdsvis England og Norge.

Yderlige informationer
Aftalen med Gunda Bech Nygaard er lavet efter de samme vilkår som tidligere aftaler med læger på Læsø.
Der var fire ansøgere til praksis - tre mænd og en kvinde. Tre danskere og en svensker.
Indtil september fortsætter den nuværende vagtordning, hvor øens praktiserende læge dækker alle hverdage, mens lægevikarer dækker weekender og helligdage.


Seneste nyt

fra Nordjylland