Læger bange for hiv-smittede

HIV er stadig en sygdom, der er fordomme omkring. På Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Sygehus, hvor nordjyske hiv-smittede bliver behandlet, oplever de ansatte eksempler på, at selv ansatte i sundhedssektoren ikke har lyst til at behandle patienterne.

Tabuerne om hiv-smittede lever i høj grad endnu. Men hvor man skulle tro, at fordommene var forbeholdt en uvidende del af befolkningen, så viser det sig nu, at også sygeplejersker og læger er berøringsangste over for sygdommen.

- Vi har eksempler på, at sygeplejersker tager to sæt handsker på, når de skal behandle patienterne, men vi oplever også, at praktiserende læger ikke vil tage blodprøver på hiv-smittede, fortæller ambulatoriesygeplejerske på Infektionsmedicinsk Afdeling, Dorte Nielsen.

Ifølge ledende overlæge på afdelingen, Henrik Nielsen, er frygten ubegrundet. Behandlingen af de smittede er i dag på så højt et niveau, at chancen for en overførsel af hiv-virus er minimal, selv hvis en læge skulle stikke sig på en sprøjte, som forinden er blevet brugt på en smittet.
 
- I en sådan situation vil vi vurdere risikoen til at være så lille, at den skadelidte ikke vil skulle i behandling for at undgå at blive smittet, siger Henrik Nielsen.
 
Formanden for de praktiserende læger i Nordjylland, Kaj Bernth, kan slet ikke forestille sig, at bare ét af hans medlemmer ikke vil tage blodprøver på patienterne.
 
- Jeg kunne forstå det, hvis det var for 20 år siden, men ikke i dag. Hvis det er tilfældet, vil jeg appellere til, at den enkelte sætter sig ind i sagen og indser, at der ikke er en reel risiko, lyder det fra Kaj Bernth.
 
Dorte Nielsen har behandlet hiv-smittede i seks år. Hun mener, at holdningen skal ændres nu, så patienterne kan leve på lige vilkår med alle andre.
 
- Som det er nu, bliver de bekræftet i, at det er bedst at holde det hemmeligt, når selv folk i sundhedssektoren ikke kan finde ud af at takle patienterne, siger hun.
 
Der er omkring 200 hiv-smittede i behandling i Nordjylland. 
 
Se mere om problemstillingen i TV2/Nords udsendelse i aften klokken 19.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland