Lægesag: Sygehuse samles under samme ledelse
Endnu et webclip fra tv2nord.dk
Ledelsen på Sygehus Thy-Mors og Sygehus Vendsyssel bliver slået sammen
Sygehus Thy-Mors og Sygehus Vendsyssel samles nu under samme ledelse.
Beslutningen om en samlet ledelse har været undervejs, men bliver nu fremrykket som konsekvens af sagen, hvor en læge har skadet patienter, fordi han udførte opgaver, han ikke var dygtig nok til.
Der er politisk enighed i Region Nordjylland om at samle ledelsen på de to sygehuse.
- Vi har igennem længere tid fulgt situationen på Sygehus Thy Mors nøje, da sygehuset er udfordret på en række områder i forhold til rekruttering og økonomi. Vi har afventet forskellige analyser og udredninger, men vi har nu besluttet at fremrykke en beslutning ved at samle de to sygehuse rent ledelsesmæssigt. Det er nødvendigt for at vi hurtigst muligt kan få Sygehus Thy Mors ind i en god gænge igen, siger regionsrådsformand Ulla Astman
Der vil blive en fælles direktør for sygehusene, og der vil blive ansat ny fælles cheflæge for de to sygehuse.
- Vi skal have skabt en ny og anderledes profil for Sygehus Thy Mors som et stærkt og levedygtigt lokalt sygehus. Vi har brug for at få gentænkt sygehusets akutfunktion og højere grad tage højde for sygehusets særlige geografiske og rekrutteringsmæssige vilkår. Det kræver en grundig og faglig proces, hvor vi både involverer medarbejdere og andre aktører så som Sundhedsstyrelsen, siger Ulla Astman.
Ulla Astman er opmærksom på, at samlingen af ledelsen af de to sygehuse ikke løser alle problemer. Dertil kræves også øget kommunikation og åbenhed om lægers kvalifikationer, for at situationen ikke gentager sig.
Øverst i artiklen kan du se regionsrådsformand Ulla Astman forklare om sagen og om beslutningen med at lægge de to sygehusledelser sammen.