Lægestuderende skal lokkes til Aalborg
Studieledelsen på lægestudiet i Århus lægger op til frivillighed for studieophold på Aalborg-hospitaler.
Der er opblødning i en strid mellem århusianske lægestuderende og byens universitet om aftjening af studieophold på hospitaler i Aalborg.
Studieledelsen på universitetets sundhedsvidenskabelige fakultet har lagt op til at tvangsudskrive et antal lægestuderende til at rykke til Aalborg i stedet for at tage den praktiske del af deres uddannelse på hospitaler i hjembyen, Århus.
Det protesterer de studerende imod under henvisning til, at de har indskrevet sig i Århus under den forudsætning, at de kan færdiggøre deres studier dér.
Parterne mødes torsdag om et nyt udspil fra studieledelsen om, at det "som udgangspunkt er frivilligt" for de studerende" om de vil være på et sygehus i Aalborg eller Århus.
Talsmand for de studerende, Mikkel Fode fra Foreningen af Danske Lægestuderende, siger, at det er positivt, hvis studieledelsen nu vil gøre det helt frivilligt.
- Men vi må have specificeret, hvad der ligger i vendingen, "som udgangspunkt". Om det betyder, at der skal fyldes op med tvang, hvis der ikke er frivillige nok, siger Mikkel Fode til Ritzau.
Studieledelsen vil have sendt 40 studerende fra hvert semester til Aalborg med den begrundelse, at der ikke er pladser nok i Århus.
Den begrundelse anfægter de studerende med, at der hidtil har været pladser nok til samme antal studerende, som der også regnes med i fremtiden.