Læk færge tømmes for biler

Efter to dage flyttes færgen "Pride of Telemark" til den anden side af færgeterminalen i Hirtshals, så den kan blive tømt for biler.

De 90 biler, som siden søndag har været indespærret på færgen "Pride of Telemark" i Hirtshals Havn, bliver formentlig bragt fra borde ved middagstid torsdag, oplyser det norske rederi KystLink.

Omkring klokken 12 flyttes færgen fra konkurrenten Color Lines kajanlæg ved indsejlingen til havnen, hvor færgen søndag aften ramte molen. Derved fik færgen flænger i skroget, og vandet fossede ind i skibet, som kom fra Langesund i Norge. Ved hjælp af klude
lykkedes det delvist at sætte en prop i skibet.

Arbejdet med at tømme færgen for vand har inddraget folk fra beredskabscentrene i Thisted, Herning og Haderslev samt det lokale beredskab og håndværkere.
Når færgen torsdag er flyttet til sin egen kaj, vil den blive tømt for sin last af last- og personbiler. En del af bilerne er formentlig ødelagt, fordi vandet har stået halvanden meter højt på vogndækket i skibets højre side. Rederiet gennemgår færgen og ser på omfanget af skaderne om bord, når bilerne er ude.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland