Længste salgstider siden 2004
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Udbudstiderne for huse sætter ny rekord. Det tager nu ni måneder at få solgt huset, oplyser Realkreditrådet.
Det tager stadig længere tid at få solgt sin bolig, viser nye tal fra Realkreditrådet. Et typisk hus står nu til salg i ni måneder.
- Udbudstiderne er nu de længste, siden vi begyndte opgørelsen i 2004, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Aktuelt står 68.700 huse, ejerlejligheder og fritidshuse til salg. Det er næsten 7000 flere end for et år siden. Udbuddet af boliger er vokset i hele landet det seneste år.
- Dagens tal tegner et billede af et køligt boligmarked. Mange boliger er til salg, og køberne holder sig tilbage, siger Ane Arnth Jensen.
Ud over de mange boliger på markedet og de lange salgstider, så peger udbudspriserne fortsat nedad.
Et typisk hus på 140 kvadratmeter er sat til salg til små to millioner kroner. Dermed er prisen i gennemsnit 3,5 procent lavere end sidste år.
I forhold til september er udbudsprisen sat ned med 0,6 procent i gennemsnit.
Prisen på en typisk ejerlejlighed og et typisk fritidshus er sat 8,3 procent og 6,4 procent lavere end sidste år.