Læsø og Livø får del i turisme-boost på 1,2 millioner kroner
Foto: Henning Bagger, Scanpix
Flere af de turister, der i 2016 lagde vejen forbi Læsø og Livø, gjorde det, fordi de havde læst om øerne i det nylancerede Ø-pas.
Ø-passet, som er en oversigt over Danmarks øer med færgeforbindelser, blev så stor en succes i 2016, at Erhvervsministeriet nu giver 1,2 millioner kroner til at videreføre projektet.
Brugte du noget af din sommer på at besøge Læsø og nærstudere den fine, gamle tradition for sydesalt? Eller tog du den lille færge til Livø for at nyde stilheden og den bilfri ø? Og gjorde du det med det nye Ø-pas i hånden? Så var du langt fra den eneste.
I hvert fald var succesen med det spritnye Ø-pas, som giver en oversigt over i alt 35 danske øer, så stor i 2016, at Erhvervsministeriet nu har valgt at bevilge projektet næsten 1,2 millioner kroner, så Ø-passet i 2017 kan blive trykt i 200.000 eksemplarer og udkomme på også engelsk og tysk.
Og det er noget, der vækker glæde hos ø-turismeambassadør Britta Leth fra Sammenslutningen af Danske Småøer. Sammen med Danske Færger og Færgesekretariatet var hun kvinden, der fik Ø-passet op at stå.
- Ø-passet giver utrolig stor synlighed for de danske øer, der nu er samlet i en ny destination - Det Danske Ørige. Det vil helt sikkert betyde flere turister på øerne og dermed større omsætning og yderligere beskæftigelse, siger Britta Leth.
Fra øernes turistvirksomhed bliver der fortalt, at mange af sommerens turister kom på besøg, netop fordi de havde set og læst om øen i Ø-passet. Udover det større oplag af Ø-pas i 2017 skal pengene fra Erhvervsministeriet også bruges på en digitalisering af Ø-passer og dets Facebook-profil skal udvikles.
Foruden de 27 småøer er Livø, Læsø, Samsø, Bornholm, Ærø, Als, Fanø og Langeland også med i Ø-passet. Fælles for øerne er, at de har færgeforbindelser.