Landbrugselever testes for astma
Et forskningsprojekt på Arbejdsmedicinsk klinik i Aalborg skal kortlægge sundheden blandt folk, der arbejder i landbrug.
Større risiko for astma
Folk der arbejder i landbrug har tilsyneladende større risiko for at få astma, men, hvis man er opvokset på et landbrug, har man til gengæld mindre tendens til at få allergi. Det er der ifølge overlæge Øyvind Omland noget der tyder på, og den mistanke skal nu undersøges.
- Når undersøgelsen er overstået, vil vi have en enestående mulighed for at undersøge sammenhænge mellem udsættelse for landbrugsstøv på den ene side og allergi, lungesygdom og lungefunktion på den anden side, lyder det fra Øyvind Omland, der er en af de ansvarlige for undersøgelsen på Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg.
Startede for 15 år siden
Undersøgelsen bliver lavet i samarbejde med Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet. I undersøgelsen bliver 145 tidligere landbrugs elever testet. De blev også testet for 15 år siden. På den måde kan man se, om de har taget skade af at arbejde i landbruget.