Per Larsen om manglende inddæmningsstrategi: - Det er utilstedeligt, at vi ikke har en endnu

Ifølge Per Larsen giver det ikke mening, at man ikke har fokus på minkavlernes pårørende, da de ofte er i høj risiko for at blive smittet - og måske kan sprede den videre.

Det nordjyske folketingsmedlem Per Larsen fra Konservative vil have Sundhedsministeren til at svare på, hvorfor der ikke er lavet retningslinjer, der holder minkavleres familiemedlemmer hjemme, hvis de er i høj risiko for at blive smittet med covid-19.

- Når vi er i gang med at slå en masse mink ihjel på grund af risikoen for, at mink kan smitte mennesker, skal vi også samtidig kigge på de mennesker, der er tæt på minkavlerne. De kan jo også blive smittet og stadig tage på arbejde i sundhedssektoren og arbejde med sårbare personer. Det giver ingen mening, siger Per Larsen, Sundhedsordfører for Konservative, til TV2 Nord.

Han blev kontaktet af en nordjysk minkavler, der har mistanke til, at hans besætning er smittet med coronavirus. Og da minkavlerens hustru arbejder på Ambulatorium for Ældrmedicins afdeling på hospitalet i Hjørring, ringede han til hende og foreslog, at hun skulle gå i isolation, indtil hun kunne få en covid-19 test. Men som retningslinjerne er lige nu, skal hun stadig møde på arbejde, med mindre hun selv udviser symptomer. 

Pårørende skal kompenseres for tabt arbejdskraft

Derfor foreslår Per Larsen, at man får lagt en strategi, der skal indæmme de personer, der lever med minkavlere.

TV2 Nord

- Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke for længe siden har lavet sådan en strategi. Det er jo flere måneder siden, vi slog den første farm ned, så man har haft rigelig tid til at udarbejde sådan en strategi. At man ikke har en endnu, synes jeg, er helt utilstedeligt, siger han og fortsætter:

- Nu er det jo sundhedsmyndighederne, der har besluttet, at minkene skal slåes ihjel. Jeg synes også, at sundhedsmyndighederne skal sikre, at man laver en indæmningsstrategi, så man er sikker på, at de mennesker som er i kontakt med mink, eller i kontakt med nogle der passer mink ikke kan arbejde med mennesker, der er i en sårbar situation.

Han understreger, at de pårørende skal kompenseres, hvis de bliver tvunget til at blive hjemme fra job i længere perioder. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland