Laustsen: Bedre forhold skal der til

Bjarne Laustsen (S) turnerer i formiddag i Nordjylland med sin 1. maj tale. Han vil have bedre vilkår og muligheder til folk, der er faldet ud af dagpengesystemet, fremgår det af talen.

Bedre genoptjening, lyder budskabet fra det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen i 1. maj talen. Han taler for cirka 60 mennesker i Skovlyst i Sæby.

- Vi skal have genskabt trygheden i vores dagpengesystem, siger Bjarne Laustsen.

Han opfordrer regering til at indføre flere muligheder til arbejdsløse for at komme tilbage i dagpengesystemet. Han foreslår, at regeringen skal ændre på genoptjeningssystemet, så det bliver nemmere at komme tilbage i systemet.

- Jeg opfordrer til, at de arbejdsløses timer i aktivering, uddannelse, jobrotation og løntilskudsjob tælles med i en ny genoptjeningsperiode, siger Laustsen.

Bjarne Laustsen taler i dag også i Skagen, Aalborg og Frederikshavn.


Seneste nyt

fra Nordjylland