Laustsen bliver i Folketinget
Bjarne Laustsen opgiver at blive borgmester i Rebild Kommune og fortsætter som folketingsmedlem.
Bjarne Laustsen (Soc.dem.) stiller trods opfordring ikke op som borgmesterkandidat i Rebild Kommune.
Dermed bliver Bjarne Laustsen i Folketinget mindst denne periode ud. Partiforeningerne i Rebild Kommune har ellers opfordret Bjarne Laustsen, der er valgt til tinget i Frederikshavn, men privat bor i Støvring, til at stille op som borgmesterkandidat i kamp med Venstres nuværende borgmester, Anny Winther.
- Selv på trods af en enig indstilling og fuld opbakning fra de tre partiforeninger og fællesledelsen i Rebild Kommune, har jeg besluttet at takke nej til, at stille op som borgmesterkandidat ved det kommende kommunalvalg, skriver Bjarne Laustsen i en pressemeddelelse.
- På baggrund af de overvældende mange udmeldinger, og det faktum, at jeg har det rigtigt godt med at være på Borgen, har jeg valgt at blive på min post. Jeg ville endvidere have det meget svært med, at svigte de mange, der stemte personligt på mig ved folketingsvalget. Da ingen kan være flere steder på en gang, heller ikke jeg, må jeg derfor svigte Rebild. Der skal lyde en stor tak til alle, der har kommenteret på den mulige opstilling som borgmesterkandidat. Jeg har været både beæret og glad for den tillid socialdemokraterne i Rebild har vist mig. Det er mit store håb, at det snarest må lykkes Rebild, at finde en ny borgmesterkandidat. Behovet for et politisk systemskifte i kommunen deler jeg nemlig med Socialdemokraterne i Rebild, slutter Bjarne Laustsen (S).