Lav boligrente har ikke bidt sig fast i Nordjylland, men vil den gøre det?
Foto: TV 2
Arkivfoto.
Ifølge Spar Nord og ejendomsmæglerfirmaet Boliga er det endnu for tidligt at se.
En blomstrende økonomi og et boligmarked, hvor salgspriserne stiger. Sådan lød det tidligere på måneden fra den danske nationalbank, der kom med et bud på den økonomiske fremtid.
Normalt er det gode nyheder, men både Spar Nord og Boliga i Nordjylland fortæller, at de endnu har til gode at se effekten af de seneste rentenedsætninger.
- Ændringerne er jo kun lige sket, så der er ikke nogle konkrete tal på, om det har en effekt, lyder fra Christian Torp Yttergren, PR- og kommunikationskonsulent ved Boliga.
Ti skridt frem og to tilbage
Mens Spar Nord ikke kan vurdere effekten af de lavere renter er nordjyske Anders Høyer, der til dagligt er cheføkonom ved Sparekassen Kronjylland, optimistisk over de nye renteændringer. Men han forstår godt, hvis køberne på boligmarkedet ikke er gået 'købsamok'.
- Renten er jo generelt faldet gradvist, så det er godt. Men på markedet som helhed, er der over en længere periode taget ti skrid frem og to tilbage, og det giver jo lidt usikkerhed, fortæller Anders Høyer.
Cheføkonomen forklarer også, hvordan nogle boliger og lejligheder er mindre følsomme overfor renteændringerne, og derfor kan priserne for en tid gå hen og stå stille- også selvom renten falder.
- Lejligheder og boliger i centrum af Aalborg eller i Hasseris bliver mere påvirket af rentefaldet, end det for eksempel gør i Vodskov eller Gistrup, hvor der er plads til at bygge mere nyt, lyder det.
I januar er der udsigt til endnu et rentefald. Hvis den tendens fortsætter, mener Anders Høyer, at renteændringen vil få bidt sig ordentlig fast og dermed øge salget af boliger.