Lene mister opbakning i Nordjylland
Flere konservative lokalforeninger kræver formandens afgang.
Tidligere markante konservative giver nu formanden den kolde skulder.
To tidligere byrådsmedlemmer i Aalborg skyder nu også efter Lene Espersen. Ole Dahl har meldt sig ud af partiet i protest mod Lene Espersen, og Anders Stenild opfordrer hende til at gå.
Den 9. september 2008 blev Lene Espersen ny formand for de konservative, og nordjyderne jublede. I dag er der kommet andre boller på suppen. En tidligere meget markant konservativ i Aalborg byråd har fået nok.
- Jeg synes, at specielt i forbindelse med feriesagen var hun dumstædig, og netop det at være stædig sætter hun en dyd i at være, siger Anders Stenild.
Ved det konservative landsråd i Aalborg fik Lene Espersen sidste chance af et andet tidligere byrådsmedlem i Aalborg Ole Dahl. Men den tog hun ikke, og til TV2/Nord siger han i dag, at han har meldt sig ud i protest mod Lene Espersens manglende lederskab.
TV2/Nord har i dag været i kontakt med formændene for 9 ud af de 10 konservative vælgerforeninger i Nordjylland, og udadtil bakker de fortsat op om Lene Espersen, men flere efterlyser handling.
Anders Stenild er ikke i tvivl om, hvorfor Lene Espersen har fejlet:
- Hun har haft for meget medvind. Hun er kommet for højt op og har fået primadonnanykker, og det er vi dybt skuffede over i Nordjylland. Det var jo også derfor, de hakkede hovedet af Struense i sin tid, siger han.