Letbanen: Det er ikke slut endnu

Efter et møde på Christiansborg i transportudvalget ser Aalborgs letbane drømme alligevel ikke så dystre ud.

Aalborg vil ikke finde sig i at blive forbigået, når det handler om at få en letbane til byen. Derfor var blandt andre Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen en tur på Christiansborg i transportudvalget.

Men efter mødet var borgmesteren langt mere optimistisk.

- Det var en positiv drøftelse, vi havde. Vi fik noget konkret ud af det i form af Kim Christiansen (DF), der sagde, at han ikke så det som en annullering, men en midlertidig udskydelse, siger Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).

Regeringen har ellers tidligere meldt ud, at de alligevel ikke vil give statsstøtte til en letbane i Aalborg. Derfor forklarede borgmesteren i dag folketingspolitikerne, hvorfor det er helt forkert at tage Aalborg Letbane af finansloven.

Efter mødet kunne Dansk Folkepartis Kim Christiansen fortælle, at letbanen i Aalborg ikke er helt død.

- Letbanen er ikke droppet, men den er udskudt. Jeg kan ikke sætte årstal eller penge på det her. Jeg syntes bare, at letbanen i Aalborg er en knald god ide. Men med byudviklingen, der er i Aalborg, er det en god ide med en letbane, siger Kim Christiansen (DF), der er næstformand for Folketingets Transport- og Bygningsudvalg.

Den positive udmelding giver nyt håb for Aalborg borgmesteren, der sagtens kan se en fremtid med en letbane i Aalborg.

- Vi kommer måske ikke i gang i 2016, men vi kan så komme i gang i 2017 eller 2018, siger Thomas Kastrup-Larsen (S).


Seneste nyt

fra Nordjylland