Lige om lidt går jagten ind: Politi advarer studerende
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
De kommende studerende skal være på dupperne, når de kigger efter bolig.
Det er ikke mange dage siden, at de unge kunne få svar på, hvilket studie de skal starte på efter sommerferien - og med det kommer jagten på en studiebolig.
I Aalborg skal tusindvis af håbefulde unge begynde nyt studie til 1. september.
Det får nu National enhed for Særlig Kriminalitet til at advare kommende studerende i Nordjylland og resten af landet mod svindel.
Boligmarkedet er nemlig presset, særligt i de store byer, hvor politiet sidste år modtog hele 201 anmeldelser om svindel i forbindelse med boligudlejning.
- Vi ser hvert år boligsvindlere, der narrer folk til at indbetale depositum eller forudbetalt leje for en bolig, der ikke eksisterer, siger Kresten Munksgaard, der er sektionsleder i Forebyggelse og Analyse i National enhed for Særlig Kriminalitet.
Og bliver man snydt, er der desværre ingen garanti for, at man kan få sine penge igen.
- Pengene forsvinder ofte hurtigt fra gerningsmandens konto, enten via et pengemuldyr eller fordi de bliver hævet til kontanter, fortæller Kresten Munksgaard.
Det skal du være opmærksom på:
I National enhed for Særlig Kriminalitet har de et par gode råd til de boligsøgende.
Du bør undersøge, hvem der ejer boligen. Det kan du tjekke på Tinglysning.dk eller Boligejer.dk
Vær sikker på, at boligen rent faktisk er på markedet – tag kontakt til ejeren.
Få en fremvisning af lejligheden – man skal ikke skive under eller betale for noget, man ikke har set.
Når man så får en fremvisning i lejligheden, så bed om billedlegitimation (Pas, kørekort eller anden gyldig legitimation med billede)
Betal aldrig kontant. Man er bedre sikret, hvis man overfører via et pengeinstitut.
Vær særlig opmærksom, hvis du bliver bedt om at lave en overførsel til udlandet.