Sølvvinderne fra Frederikshavn White Hawks scorede ikke bare på isen i sidste sæson. Klubben kom også ud med et tilfredsstillende regnskab, som viser et beskedent underskud på 13.576 kroner.
Deltagelsen i DM-finalerne reddede Frederikshavn fra et større underskud, men ifølge direktør i Elite Nord A/S, Mogens Andersen, så var der også mange udgifter ved at spille om mesterskabet.
- Der skal mere personale til, og så var der også gebyrer til unionen, så vi har ikke tjent en formue på slutspillet, siger Mogens Andersen.
Ishockeyklubben i Frederikshavn øgede sidste sæson indtægterne med godt 20 procent. Det skyldes primært øgede entreindtægter og øgede indtægter fra sponsorer.