Limfjordstunnelen spærret to gange fredag formiddag
Foto: Ib William Christensen
Sådan så trafikken ud efter det første af to trafikuheld spærrede det nordgående tunnelrør.
Limfjordstunnelens nordgående rør var for anden gang i dag spærret på grund af trafikuheld.
Klokken 10.10 - blot 35 minutter efter at Limfjordstunnelen var blevet åbnet for trafik efter et uheld klokken 8.40 - kørte endnu en bilist galt.
- Der sker først et solouheld, hvor en bilist rammer tunnelvæggen, og da trafikken så begynder at gå i stå, kører en anden bilist op bag i en lastbil, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg.
Der blev sendt en ambulance til stedet, men der var ikke tale om alvorlig personskade. Trafikken blev for anden gang fredag formiddag ledt over i det sydgående tunnelrør. Klokken 11.30 var begge rør igen åbne.
- Efter klokken 9 er trafikken ikke så tæt, så køerne blev ikke så voldsomme anden gang, siger vagtchefen
Begge trafikuheld blev forværret af at bilister ramte hinanden efter de første, ikke alvorlige uheld.
- Folk respekterer ikke signalerne og hastighedsbegrænsningen i tunnelen, siger Poul Badsberg.
- Tre røde krydser ved tunnelen betyder altså, at der er spærret, men folk fortsætter nærmest til bommen rammer taget, siger vagtchefen.
- Det skaber nogle meget farlige situationer. Efter sådan et uheld har vi jo folk til at løbe rundt dernede, men folk fortsætter bare, siger Poul Badsberg.