Livreddere advarer: Husk baderådene, før du hopper i bølgen blå
Se indslag fra 28. juni 2019, da livredderne havde første dag på Tversted Strand.
Tirsdag kommer temperaturen igen over de 20 grader, og det betyder strandvejr for mange. Fra Trygfondens livreddere lyder opfordringen: Husk de fem baderåd.
Temperaturen kan nå de 22 grader flere steder i Nordjylland i dag, hvilket formentlig vil få flere til at søge mod strandene og badevandet. Men hvert år er der folk, der kommer galt afsted ved de danske kyster, og derfor er det vigtigt at huske på de fem baderåd, lyder det fra TrygFondens Kystlivredning.
I uge 26 og 27 gennemførte livredderne i alt 8518 indsatser på landsplan, heraf vurderes at et af tilfældene drejede sig om en person i livsfare, og 205 aktioner var førstehjælpsaktioner.
De fem baderåd
1. Lær at svømme
Når du kan svømme, kan du ofte redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.
2. Gå aldrig alene i vandet
Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet og råb aldrig om hjælp for sjov.
3. Læs vinden og vandet
Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.
4. Lær stranden at kende
En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl, så der hurtigt bliver dybt? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Læs også altid strandens oplysningsskilte.
5. Slip ikke børnene af syne
Hold dig tæt ved dine badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Hold derfor godt øje med børn og sørg for ikke at blive distraheret.
Særligt farlige forhold ved Vestkysten
Strandene langs Vestkysten er særligt populære og lidt af et tilløbsstykke i sommermånederne. Men forholdene på Vestkysten kan også være barske med stærk vind og store bølger. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på forholdene:
- Vestkysten er særlig farlig på den måde, at den ligger ud til åbent hav. Når vi så har den vestenvind, som vi ofte har i Danmark, så giver beliggenheden til åbent hav og vestenvinden større bølger, end der vil være ved for eksempel østkysten ved de indre danske farvande, siger Michael Andersen, der er uddannelsesleder ved Trygfondens Kystlivredning.
Aktionstal for livredderne på de nordjyske strande
Periode: 28. juni til 7. juli 2019
- Blokhus: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 2 forebyggende aktioner og 150 oplysende indsatser
- Løkken: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 6 forebyggende aktioner og 113 oplysende indsatser
- Tornby: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 0 forebyggende aktioner og 116 oplysende indsatser
- Palmestranden: 0 livreddende aktioner, 6 førstehjælpsaktioner, 6 forebyggende aktioner og 365 oplysende indsatser
- Sønderstrand: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 2 forebyggende aktioner og 132 oplysende indsatser
- Tversted: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 34 forebyggende aktioner og 200 oplysende indsatser
Kilde: Trygfondens Kystlivredning
Skrænterne langs med Vestkysten kan også give problemer, fordi sandet på skrænterne nemt kan skride. Det kan give farlige situationer, hvor man kan blive fanget på skrænten, som det skete for to børn på 6 og 10 år den 30. juni i år.
Nordjyllands Beredskab måtte rykke ud til en skrænt i Nørre Lyngby med højderedder og fire de to børn sikkert ned til kysten igen. Derfor opfordrer direktør ved Nordjyllands Beredskab, Diana Sørensen, til, at man passer på, særligt hvis man kommer som turist og ikke kender strandene:
- Vestkysten er en særlig udfordring for gæster, der ikke kender vandet, stranden og klitterne. Man skal være opmærksom, når man kommer som gæst. Både i forhold til at bade, men også når man bevæger sig op i klitterne, siger hun.