Livreddere til Palmestranden
Foto: Trygfonden
[size=2]Palmestranden i Frederikshavn får livreddere i højsæsonen. TrygFonden og Frederikshavn Kommune har netop indgået et samarbejde om en livredderordning. [/size] [size=2] [/size]
Palmestranden i Frederikshavn udstyres fremover med specialuddannede livreddere fra TrygFondens Kystlivredning i højsæsonen.
I TrygFonden glæder man sig til samarbejdet.
- Vores livreddere er i fuld gang med at forberede sig på sommerens udfordringer og ser frem til at skabe trygge rammer for strandens gæster, siger områdechef René Højer fra TrygFonden.
Også formand for Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune, Brian Pedersen ser frem til sommerens samarbejde.
- Vi er glade for, at TrygFonden har ønsket at tilbyde livredning på Palmestranden og vi ser frem til godt og frugtbart samarbejde, til glæde og gavn for badegæster og for turistbranchen.
Der opstilles et livreddertårn på stranden. Tårnet skal fungere som livreddernes arbejdsplads og vil indeholde alt det livsvigtige udstyr, som livredderne har brug for - herunder rescueboard, hjertestarter og andet førstehjælpsudstyr. Udover decideret livreddende indsatser vil livredderne også kunne hjælpe med almindelig førstehjælp og viden om forebyggelse af drukneulykker.
Livredderne er på stranden fra 27. juni til 20. august. Livredderne har gennemgået en international certificeret specialuddannelse i samarbejde med Dansk Svømmeunion.