Livredderne advarer: Pas på vinden ved kysterne

Efter flot vejr i weekenden er der nu mere vind på vej, og det kan give problemer for de badende gæster på de nordjyske kyster.

Livredderne indtog i den netop overståede weekend livreddertårnene rundt omkring på de danske kyster med masser af solskin og godt badevejr. 

Det gode vejr ser nu allerede ud til at ændre sig til det værre i den kommende weekend. Der vil særligt komme mere vind end den forgangne weekend, og det får nu livredderne til at komme med en løftet pegefinger, så man er ekstra opmærksom, hvis man alligevel vil en tur i bølgen blå.

Det meddeler TrygFonden i en pressemeddelelse. 

Ved vestkysten er det især de såkaldte revlehuller, man skal kende. 

- Pålandsvind giver store bølger, som er sjove at kaste sig i, men der er virkelig meget kraft på bølgerne, og derfor er der fare for at blive væltet omkuld. Bølgerne giver stærk strøm og danner revlehuller, hvor der kan være stærk strøm væk fra kysten, som kan trække dig med ud. Sker det, er det vigtigt at bevare roen, svømme til siden og tilbage til land med bølgernes hjælp. Hvis man kæmper mod strømmen, bruger man alt for mange kræfter, og så bliver det farligt, fortæller Michael Iwersen, der er uddannelsesleder i TrygFondens Kystlivredning. 

 
 

Derudover er der dog et par andre ting, man også skal være opmærksom på, hvis man bader, mens det blæser. 

Drop badedyrene

- Man skal lade være med at tage badedyr, luftmadrasser og andet med i vandet. På for eksempel en luftmadras kan du meget stærkt drive væk fra kysten, hvis du bliver taget af vinden. Det overrasker mange badegæster hvert eneste år, som livredderne må hente tilbage på land. Driver dit badedyr fra dig, så undlad at svømme efter det, for selvom vandet umiddelbart ser roligt ud, kan det være meget vanskeligt og kræve mange kræfter at svømme tilbage til land igen, fortæller Michael Iwersen.

Undgå at bade ved moler og høfder

- Ved moler og ved høfder og bølgebrydere, der oftest består af store sten, er der risiko for, at du kan blive kastet mod dem, når de kraftige bølger slår ind mod kysten. Du kan slå dig og komme alvorligt til skade, fordi du ikke kan holde fast i noget i vandet og på den måde undgå at blive taget af bølgernes kraft. Langs med moler, høfder og bølgebrydere vil der ofte være udadgående strøm, da alt det vand, der er skyllet ind til kysten af bølgerne, strømmer ud igen. Bad i stedet langs stranden, hvor der ikke er moler, høfder eller andet, som rækker ud i vandet.

Vælg en strand med livreddertårn

- Livredderne er en ekstra tryghed på strandene. De har hele tiden øjnene på badegæsterne i vandet og er klar til at reagere, hvis der er brug for det. De kan også fortælle, hvad man skal være særligt opmærksom på ved den enkelte strand. Så er du i tvivl om vindretningen eller andet, kan du altid spørge livredderne til råds, inden du går i vandet, fortæller René Højer, der er  programchef i TrygFonden.
 


Seneste nyt

fra Nordjylland