Lusede studerende indtager karneval
Når Nordeuropas største karneval løber af stablen lørdag den 26. maj, er Aalborg Universitet for første gang med som officiel deltager.
Karnevalsvognen forestiller en hovedbund, og de studerende vil være klædt ud som lus, når Aalborg Universitet i dag, lørdag den 26. maj, er at finde blandt deltagerne i årets karneval i Aalborg.
Universitetet har forud for karnevalet holdt konkurrence om, hvem der kunne komme med det bedste bud på et sjovt karnevalsindslag. Og vinderen blev altså lusene.
De studerende har haft travlt med at gøre alt klar til den store dag. De tager årets tema "Verden på hovedet" helt bogstaveligt med deres forslag om en hovedbund med lus.
- Det har været sjovt, men også meget hektisk, fortæller medicinstuderende Mathias Leth, som står bag lusevognen sammen med fire studiekammerater.
Udover at gøre klar til karnevalet har de studerende skullet passe studierne. Så for at nå det hele har de fem vindere fået hjælp til at færdiggøre karnevalsvognen og kostumerne.
- Vi er ikke håndværkere, og vi har ikke prøvet at lave sådan noget før. Så vi har været nødt til at prioritere og lade være med at vælge alle de svære løsninger, når vi skulle føre vores ideer ud i livet, siger Mathisas Leth, som glæder sig over resultatet af deres anstrengelser. Og så lover han i øvrigt, at de kommer til at se "knaldhamrende godt ud" i deres lusekostumer.