Mads Mensah slipper for brud og ser klar ud til EM

Aalborg-spilleren Mads Mensah slap for brud på fod efter træningsskade. Det ser ud til, han er klar til EM.

Onsdagens træning for herrelandsholdet i håndbold gik hårdt for sig.

Aalborg-spilleren Mads Mensah Larsen vrikkede om på sin fod og måtte hjælpes ud af Hammerum Hallen, hvor landsholdet træner op til EM på hjemmebane i Herning.

Ifølge Dansk Håndbold Forbund, DHF, handlede det i første omgang om at få dannet sig et indtryk over skadens omfang.

Den 22-årige Mensah blev kørt på på Herning Sygehus for at få taget røntgenbilleder af sin venstre fod.

- Heldigvis viser det sig, at Mads er sluppet uden brud, og de næste dages behandlinger vil kunne give et kvalificeret billede af, hvor lang tid det vil tage, før han er klar igen, siger landsholdets ene fysioterapeut, Peter Poulsen, i en pressemeddelelse fra DHF.

- Men umiddelbart er vi pænt optimistiske i forhold til hans deltagelse ved EM, siger fysioterapeuten.

Det ligger dog fast, at Mensah ikke vil vare klar til at spille ved den kommende Golden League-turnering i Frankrig

Danmark skal spille lørdag, søndag og tirsdag mod henholdsvis Norge, Frankrig og Qatar i nævnte rækkefølge.

Mads Mensah kom til skade, da han trådte på Thomas Mogensens fod og vred om.

Og ifølge Ekstra Bladet fik episoden landstræner Ulrik Wilbek til at stoppe træningen med det samme.

EM i herrehåndbold starter 12. januar. Her skal Danmark spille mod Makedonien.


Seneste nyt

fra Nordjylland