Mægler dømt

Jysk ejendomshandler dømt for medvirken til en lidt for smart ejendomshandel.

Den store jyske ejendomsmæglerkæde, John Frandsen A/S med hjemsted i Mariager var lidt for fiks, da man ville redde sit tilgodehavende ud af et konkursbo.

Et par hurtige handler med en byggegrund på Djursland sikrede ejendomsmægleren mod et tab på 600.000 kroner, men dem kommer man alligevel til at miste.

For Vestre Landsret har med en dom kendt handlerne ugyldige i henhold til konkursloven. Det betyder, at boet efter Holmsø Huset A/S kan lægge 575.000 kroner i kassen til boets øvrige kreditorer.

I 2007 købte Holmsø Huset en stor grund ved Auning, og det var meningen, at der skulle opføres 12 andelsboliger. Salget af andelene skulle John Frandsen A/S stå for mod at få en provision på 150.000 kroner pr. hus.

Der blev solgt seks andelsboliger, og arbejdet med at opføre husene gik så småt i gang i efteråret 2007.

Holmsø Huset måtte 27. november 2007 gå i betalingsstandsning. Umiddelbart efter købte ejendomsmægler John Frandsen byggegrunden, og solgte den straks efter videre til et nyoprettet selskab, der blev ejet af direktøren for Holmsø Huset A/S, Anders Sønderstrup Røge.

Holmsø Huset gik konkurs, og bobestyreren krævede 5,8 millioner kroner fra de to parter i handlen. Bobestyreren mente, at handlerne var foretaget inden for fristen efter konkursloven, og derfor var omstødelige.

Byretten i Aalborg frifandt de to selskaber, men landsretten når til den modsatte konklusion. Landsretten siger, at det eneste formål med grundhandlen var at løfte projektet ud af konkursboet, og dermed give John Frandsen en mulighed for at få dækket sine udlæg i forhold til konkursboet.

Landsretten mener dog ikke at tabet har været på mere end 575.000 kroner, som de to selskaber skal betale.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland