To mænd anholdt efter indbrud og overfald

Den ene mand var i forvejen efterlyst af politiet, og efter flere indbrud, håndgemæng med et vidne og en eftersøgning med hundepatrulje, er begge mænd nu anholdt.

De havde allerede brudt ind i flere villaer i området omkring Kringelhøj og Skelagervej i Aalborg, da en nabo pludselig opdagede dem. På cykel satte han efter de to mænd på henholdsvis 22 og 23 år, men det endte i håndgemæng, og den opmærksomme nabo fik sig et blåt øje.

Herefter stak de to gerningsmænd atter af, men flere vidner og tilkaldte hundepatruljer ledte efter dem i kvarteret.

Efter godt en halv time og med god hjælp fra opmærksomme naboer, der havde set overfaldet på den ene nabo, blev begge mænd anholdt. Politiet fandt også tre tasker fyldt med tyvekoster fra indbruddene.

Lige nu efterforsker politiet sagen og regner med at fremstille de to mænd i grundlovsforhør i morgen.


Seneste nyt

fra Nordjylland