To mænd efterlyses for ildspåsættelse i Hjørring
Politiet har været i kontakt med et vidne, som har set to mistænkelige mænd løbe væk fra det område, hvor der lørdag morgen blev påsat otte brande
I forbindelse med de otte påsatte brande i Hjørring lørdag morgen, har politiet nu været i kontakt med et vidne.
Vidnet - et avisbud - så to mænd løbe mod nord ad Bispebroen og tage trappen ned på Frederikshavnsvej. Det skete omkring klokken halv syv om morgenen.
Senere så vidnet de to mænd komme løbende fra Hjørring Private Realskole, hvor to klasseværelser brændte ud, hvorefter de forsvandt ned ad Overgade.
Vidnet beskriver mændene sådan:
Begge mænd er i alderen 35 til 45 år og var iført blå cowboybukser samt sorte hættetrøjer, hvor hætterne var trukket op.
Den ene er 175 cm høj og tæt af bygning, mens den anden var cirka 185 cm høj og almindelig af bygning. Han havde langt sort hår, som stak ud fra hætten.
Vidnet hørte de to mænd råbe til hinanden på dansk.
Vagthavende oplyser, at Nordjyllands Politi i Hjørring gerne hører fra flere vidner, der mener at have set de to mænd.
Politiet kan kontaktes på telefon 96 23 14 48.