Mand sigtet for røveri

Nordjyllands Politi har anholdt en 18-årig mand. Han blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for et røveri mod Dagli'Brugsen i Suldrup fredag. OPDATERET

En 18 år gammel mand fra det sydlige Aalborg blev mandag formiddag anholdt af Nordjyllands Politi. Tirsdag formiddag blev han ved et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring varetægtsfængslet i fire uger. Manden er mistænkt for at have begået et røveri mod Dagli'Brugsen i Suldrup fredag.

Ved røveriet fredag gik en ung mand ind i Dagli'Brugsen, hvor han med et koben truede sig til at få udleveret dagens omsætning.

Siden fredag har efterforskningsafdelingen ved Himmerlands Politi efterforsket sagen. Manden blev anholdt blandt andet på baggrund af flere borgerhenvendelser, efter flugtbilen fra røveriet blev vist blandt andet her på TV2/Nord.

- Der er tale om en Passat fra 1985-1986, så den var til at genkende, siger vicepolitikommissær Johan Nielsen, der leder efterforskningsafdelingen i Himmerland.

Ifølge efterforskningslederen har den 18-årige nægtet sig skyldig. Han formoder, at grundlovsforhøret vil blive begæret afholdt for lukkede døre af hensyn til den følgende efterforskning.

Ved røveriet deltog en anden mand. Han er endnu på fri fod.


Seneste nyt

fra Nordjylland