Manden bag "The Bay Denmark" er årets unge erhvervsleder
René Zeeberg (tv.), erhvervs- og turistchef i Jammerbugt Kommune, blev torsdag aften kåret som Årets Unge Erhvervsleder i Nordjylland 2014.
Erhvervs- og turistchefen i Jammerbugt Kommune vandt torsdag aften prisen som Årets Unge Erhvervsleder i Nordjylland.
Han er manden bag brandingen af Jammerbugt som "The Bay Denmark" og en iværksætterfremgang på 51 procent i Jammerbugt Kommune. Torsdag aften sikrede det ham prisen som Årets Unge Erhvervsleder i Nordjylland.
René Zeeberg er navnet på prismodtageren, som torsdag aften blev hædret ved et arrangement på UCN Lindholm Brygge. Han er erhvervs- og turistchef i Jammerbugt Kommune, og var trods sine fine resultater overrasket over at vinde.
- Jeg er superstolt over prisen, som er en kæmpe cadeau, ikke mindst når jeg tænker på alle de andre skarpe kandidater, jeg var oppe imod. Jeg havde slet ikke forventet at vinde, og faktisk havde jeg sagt til både min kone og min chef, at de ikke behøvede tage med til kåringen, for jeg ville i hvert fald ikke vinde, siger René Zeeberg.
René Zeeberg fik prisen for at være "en holdspiller, som er lykkedes rigtig godt med at sammenlægge to afdelinger og skabe ét hold af 14 topmotiverede medarbejdere, som hver dag skaber resultater".
Han går nu videre som Nordjyllands kandidat i konkurrencen om at blive Årets Unge Erhvervsleder i Danmark.