Mårhund fanget i Lille Vildmose

Lørdag morgen lykkedes det at fange en af de berygtede mårhunde i Lille Vildmose i Himmerland. Det er første fangst af en levende mårhund i området.

Mårhunden er et pelsdyr fra Østasien, som er undsluppet fra fangenskab. Den er ikke hjemmehørende i den danske natur og regnes for en såkaldt invasiv art. Mårhunde spreder sig let og truer andre pattedyr og fugle i naturen.

Aage V. Jensen Naturfond valgte i juli 2010 at opstille 20 mårhundefælder i Lille Vildmose, da der viste sig at være ynglende mårhunde i området. 

- Det har vist sig at være meget sværere at fange en mårhund end først forventet. Vi har forsøgt os med forskellige typer lokkemad, varierende placeringer og fældetyper - uden held. Området har bugnet med føde, så mårhundene har været svære at lokke i fælderne, siger driftsleder Jacob Palsgaard Andersen fra Aage V. Jensen Naturfond.

Mårhunden er afleveret til Naturstyrelsen, som sandsynligvis vil sterilisere dyret og udstyre den med en GPS-søger (Judas-halsbånd) og sætte den ud igen.


Seneste nyt

fra Nordjylland