Markant vejrskifte på vej, men søndag bliver der over 20 grader
Markant vejrskifte begynder søndag aften og nat med regn- og tordenbyger fra syd.
De fem foregående dage har budt på meteorologiske sommerdage med sol og over 25 grader – søndag bliver den sidste i rækken og antageligt også årets sidste. Den nye uge byder på efterårsvejr med regn, rusk og langt lavere temperaturer.
Søndagen bliver en smule varmere end de forgående dage, da en svag varmfront har passeret landet i nat. På ovenstående grafik kan man se en smule regn i Nordjylland fra varmfronten.
Formiddag med sol og over 25 grader inden middag
Formiddagen byder på sol og varme i hele landet og varmfronten vil nu være lige nord for landet.
Man kan roligt tage til strande og havnebade og nyde det usædvanligt varme septembervejr. Det vil være køligst ved kyster med pålandsvind og lunest nær kyster med fralandsvind.
Eftermiddag med op til 30 grader
Temperaturen stiger fortsat og vil kulminere omkring klokken 15. De fleste steder når termometrene op mellem 25 og 28 grader. I Vestsjælland eller måske Vestlolland kan termometrene måske ramme 30 grader.
Nær de østvendte kyster vil en østenvind generelt medføre, at temperaturerne ligger mellem 22 og 25 grader.
Aften med risiko for regn og torden
I en stor del af landet vil det fortsat være pænt vejr søndag aften, men især i syd er der risiko for at regn og tordenbyger kan dannes.
Ovenstående prognose viser en koldfront vest for Jylland. Andre prognoser har koldfronten til også at ramme Sydvestjylland. Bemærk også der er småregn ved Bornholm.
Dagens detalje - kan blive tredje varmeste septemberdag
Hvis vi kommer op på 30,5 grader, så vil vi kun to gange tidligere have målt en højere temperatur i september.
Onsdag blev der målt 30,2 grader i Rønne på Bornholm, hvilket er den højeste målte temperatur i september i 77 år. Varmerekorden er fra 1906 og lyder på 32,3 grader