Mascha Vang kronet som karnevalsdronning
Det blev modebloggeren og modellen Mascha Vang, der skal bære kronen ved årets karneval i Aalborg.
Modebloggeren med de nordjyske rødder blev onsdag klokken 13 udnævnt som dronning af Aalborg Karneval.
Karnevals-monarken anno 2015 er fundet, og i år blev det en dronning.
Det blev den 35-årige modeblogger Mascha Vang, som i konkurrence med Bubber og kendis-erhvervsmanden Klaus Riskjær kæmpede om titlen.
Mascha er den eneste nordjyde af de tre, og da afstemningen i konkurrencen startede, proklamerede Mascha på sin blog:
"For helvede hvor vil jeg gerne være karnevalsdronning!"
Og det er nu lykkedes. Mascha Vang blevonsdag klokken 13 kronet på det gamle rådhus i Aalborg. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen kronede dronningen mens grundlægger af karnevalet Bramwell Flyckt holder kroningstale for karnevalsdronningen.
- Jeg bliver da helt utrolig stolt over at være udvalgt blandt så store personligheder, og siden jeg var lille har Aalborg Karneval været en stor begivenhed for mig, og jeg har selv deltaget mange gange. Derfor er det en ære for mig, at det nu er mig, der er karnevalets dronning. Godt nok drømte jeg om at blive prinsesse, da jeg var lille, men en krone er vel en krone, og den er meget velkommen på mit hoved, udtaler Mascha Vang.
Når Mascha Vang i maj skal køre gennem Aalborg som dronning af den 33. udgave af Aalborg Karneval efterfølger hun Aalborg-rapperen Johnny Hefty, hele Nordjyllands Mogens Jørgensen, radiovært Anne Kejser og mange flere.
Mascha Vang fandt i forbindelse med nomineringen til den fornemme titel
dette billede fra da hun selv var deltager ved karnevallet frem.
Foto: maschavang.dk