Måske snart billige færgebilletter til Læsø
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Hvis du skal en tur til Læsø, så kan der være kæmpe besparelser på vej på færgebilletten.
Sådan lyder det fra en optimistisk borgmester, der nu - efter at Læsø har arbejdet for billigere færgepriser i årevis - for alvor tror på, at det kan lykkes.
- Der er tale om nogle store besparelser, siger borgmester i Læsø Kommune, Tobias Birch Johansen, til P4 Nordjylland.
Han er netop vendt tilbage til Læsø efter et møde i den arbejdsgruppe, som Folketinget har nedsat for at gøre det billigere at komme med færge til og fra de danske øer.
I flere år har de danske øer - og her iblandt også Læsø - arbejdet på at få trafikal ligestilling. De vil have, at det skal koste det samme at sejle én kilometer, som det koster at køre én kilometer på landevej. Med den model ville det give en besparelse på op mod 1000 kroner for en fyldt personbil til og fra Læsø.
- Det ville betyde flere turister og at vi kunne udvide vores sæson, siger Tobias Birch Johansen.
I dag koster det i højsæsonen cirka 1400 kroner for en personbil med to voksne og to børn at komme til og fra Læsø. Efter den nye model vil det koste omkring 400 kroner. Arbejdsgruppen skal 1. marts være færdig med et forslag, som folketinget skal stemme om.