Masser af mål: Hobro og Vendsyssel tager vigtige sejre
Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD
Arkivfoto
Både Vendsyssel FF og Hobro IK var i dag i aktion i NordicBet Ligaen, hvor de begge skulle revanchere nederlag fra seneste runde.
Både Vendsyssel og Hobro led smertelige nederlag i sidste runde. Hobro tabte med hele 6-3 til oprykkerne Esbjerg fB på hjemmebane, mens Vendsyssel blev sendt hjem fra Fredericia med et 4-2 nederlag.
Derfor havde begge hold revanche til gode i fredagens opgør i Danmarks næstbedste række. Her var Hobro igen på hjemmebane, hvor man tog imod HB Køge, mens Vendsyssel var en tur på Østerbro i København, hvor de mødte B93.
Og det var igen målvenlige og intense opgør, som de to hold var del af, hvor begge de nordjyske hold kunne gå på weekend med sejre på 2-1.
Hobro overvandt chokstart
Det startede med regulær mareridtsstart for Hobro.
Gæsternes Joachim Rothmann drev bolden fremad langs venstre side, og bankede bolden resolut ind bag Andreas Søndergaard, inden stadionuret havde rundet et minut.
Den tidligere Danmarksserie-angriber Jesper Cornelius var dog manden, der fik vendt opgøret for Hobro.
For to minutter efter en stor redning fra Andreas Søndergaard brød Jesper Cornelius igennem på højre side, hvor han sendte bolden på tværs til Frederik Kristensen, der let kunne sende sin fjerde sæsonscoring i kassen til 1-1.
Ti minutter senere erobrede Hobro bolden foran eget felt. Her blev Jesper Cornelius sendt i dybden fra midten, hvor han kunne løbe op til kanten af feltet, og hvor han hamrede Hobro på vej mod sæsonens første sejr med sin scoring til 2-1, som var stillingen de to hold gik til pause med.
Selvom Hobro pressede på for en yderligere scoring, blev det ikke til mere, og Martin Thomsens mandskab to derfor sæsonens første sejr, og avancerer til NordicBet Ligaens 8. plads.
Problemer på Østerbro
Anderledes fik Vendsyssel en rigtig god start, da Magnus Kaastrup bragte Vendsyssel foran efter knap fem minutter.
Anfører Lucas Jensens sendte en afslutning afsted, som blev reddet af Mikael Falkesgaard i B93-målet, men her var Magnus Kaastrup først over returen, og kunne tæt under mål bringe Vendsyssel i front med 1-0, med sin første scoring for klubben.
Hverken Vendsyssel eller B93 var dog tæt på at ændre på stillingen, og klubberne gik derfor til pause ved stillingen 1-0.
Anden halvleg startede, som den første, rigtig godt for vendelboerne. Lasse Steffensen faldt noget let i feltet, men fik alligevel et straffespark. Det sparkede Kasper Kusk sikkert ind, og så stod den 2-0 til gæsterne.
Efter scoringen stod B93 for det mest nævneværdige, hvor Vendsyssel-målmand Lasse Schulz, efter 75 minutter havde en noget uheldig aktion, da han på et hjørnespark nærmest boksede bolden i eget net, inden Abdullah Iqbal skrabede en reducering ind for B93 til 2-1.
B93 pressede på for en udligning, og kom tæt på ad flere omgange, men Vendsyssel holdt stand, og kan drage hjem fra Sjælland med tre point i bagagen, og avancerer til rækkens 3. plads.