Mastodont i havn
Foto: Trine Ladekarl
Frederikshavn Havn fik i dag en stor fangst sikkert i land. En fangst der kommer hele vejen fra Korea.
Den er 50 meter lang, 28 meter bred og så rager den 50 meter op i luften. Så stor er den platform, der i dag blev slæbt ind i Frederikshavn Havn.
Platformen skal renoveres. Den skal blandt andet gøres beboelig, den skal kunne flytte sig selv, og så skal der monteres en stor kran, således at platformen bliver 95 meter i stedet for de 50.
Det er blandt andre firmaerne Orskov Yard og Nicon Industries, der skal renovere platformen, men det får også betydning for selve byen Frederikshavn.
- Det betyder jo arbejde, som vi jo mangler ligesom resten af landet. Og i det her tilfælde omkring 120 mand, der skal arbejde fra nu af og frem til sommerferien, siger Henrik Jensen, Projektleder, Orskov Yard.
Platformen har været to måneder undervejs, og når den er færdigrenoveret, skal den sætte vindmøller op.