Matematik-geni fra Mariagerfjord

For nogle er det med grafer, akser og ligninger ikke sagen, men det er absolut omvendt for Mads Bach Villadsen.

17-årige Mads Bach Villadsen, der til daglig studerer på Mariagerfjord Gymnasium, skal repræsentere landsholdet ved Den Internationale Matematikolympiade i Sydafrika denne sommer.

- Det er fantastisk at kunne få lov til at deltage på så højt et plan i en disciplin, som man bruger så meget tid på, siger Mads Bach Villadsen.

For et halvt år siden var den unge nordjyde en ganske almindelig gymnasielev i Hobro. Så deltog han i en matematik-konkurrence, der nu betyder, at nu er blandt kun 6 unge danske gymnasielever på landsholdet.

Lige nu terper det unge talent geometri, teori og ligninger i op til fire timer om dagen for både at blive klar til olympiaden, men også fordi han vil bruge faget i fremtiden.

- Det ultimative mål ville da være at komme til at arbejde med noget forskning inden for abstrakt matematik og så blive professor på et tidspunkt, fortæller Mads Bach Villadsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland