Mathilde har et handicap: - Nej, du må ikke spørge ind til det
Foto: Privatfoto
Mathilde Iversen har oplevet at blive overfuset på grund af sit handicap.
Bør man påtale andres handicap? Det mener Mathilde Iversen fra Aalborg ikke.
- De kan komme op til mig og spørge: Hvad fejler du? Hvorfor går du så mærkeligt? Eller, er du faldet?, siger Mathilde Iversen.
20-årige Mathilde Iversen fra Aalborg er født med mild cerebral parese, der gør, at hendes gangart skiller sig ud fra mængden.
Diagnosen er for hende ikke det store problem. Hun har imidlertid et problem med den måde, hun bliver stoppet op af fremmede mennesker på gaden, der vil spørge ind til årsagen til hendes anderledes gangart.
Jeg ville heller aldrig gå op til én, der var overvægtig og spørge ind til vedkommendes ekstra kilo.
Mathilde Iversen.
For Mathilde Iversen er ikke er ikke i tvivl om, at langt de fleste spørger af nysgerrighed og formentligt også uvidenhed om diagnosen.
- Det, som folk glemmer, er, at der bag enhver udfordring er et menneske, der kæmper en personlig kamp, som ikke vedkommer fremmede, fortæller hun.
For udover en generel uhøflighed indlejret i spørgsmålene, bliver der, ifølge Mathilde Iversen, ikke holdt igen med belærende formaninger.
Hvad er cerebral parese?
Tidligere hed det ’spastisk lammelse’ og ’spastikere’. I dag bruges betegnelsen: cerebral parese (CP). Cerebral parese er et livslangt handicap og den hyppigste årsag til bevægehandicap hos børn og unge. Cerebral parese skyldes en skade i hjernen, som opstår i fosterlivet, under fødslen eller hos det nyfødte barn. Hjerneskaden kan skyldes for tidlig fødsel, blødning, små blodpropper, iltmangel eller infektion, men ofte finder man ikke årsagen. Hjerneskaden cerebral parese forværres ikke, men symptomerne udvikler sig efterhånden som barnet vokser op.
Kilde: cpdanmark.dk
Blandt andet er hun af fremmede flere gange blevet forklaret, at hjerneskader ikke eksisterer, eller at hun blot kan opsøge en fysioterapeut og blive kureret.
- Hvis det bare kunne kureres, så var der da ikke noget, jeg hellere ville, siger Mathilde Iversen.
Ønskescenarie: Lad det ligge
Aalborgenseren anerkender, at der er forskel på, hvordan personer med et synligt handicap ønsker at blive mødt af fremmede mennesker.
For mens nogle værdsætter, at der bliver spurgt ind til det pågældende handicap, vil andre hellere have, at det ikke bliver italesat.
Sidstnævne står på Mathilde Iversens ønskeliste.
- Jeg ville ønske, at de bare ignorerede det, siger hun og fortsætter:
- For det minder mig om, at jeg er anderledes, selvom jeg jo bare er mig. En helt almindelig kvinde på 20 år.
Mathilde Iversen uddyber, at diagnosen cerebral parese på ingen måde begrænser hende i hverdagen. Det har bare altid været en del af hende.
- Jeg ville heller aldrig gå op til én, der var overvægtig og spørge ind til vedkommendes ekstra kilo eller spørge en person uden hår, om hun har kræft, siger hun.
- Så den der opfattelse af, at man bare kan blande sig på den måde i folks liv, skræmmer mig egentlig lidt.
Ramte muren
Senest oplevede Mathilde Iversen at blive overfuset af en mand på gågaden i Aarhus.
Mathilde Iversen fortæller, at manden gik op på siden af hende, efter hun havde ignoreret hans spørgsmål om, hvorvidt hun var syg eller havde brækket ryggen.
- Han skubbede til mig og satte sit ansigt helt op i mit og spurgte, om jeg var tilstede. Jeg valgte fortsat ikke at reagere, og han gik grinende videre med tilråb om, at jeg ikke var tilstede, siger hun.
- Og der ramte jeg muren. Det var grænsen for, hvad jeg faktisk kunne tolerere.
Af samme grund er Mathilde Iversen bekymret for de personer i landet, der ligeledes har et synligt handicap.
Hvis der bare er en eller to, jeg kan skåne for at opleve det her.
Mathilde Iversen.
Hun mener derfor, det er nødvendigt at brede budskabet om, at man ikke bør påtale andre personers forskelligheder, medmindre de selv lægger op til en dialog omkring emnet.
- Hvis der bare er en eller to, jeg kan skåne for at opleve det her på en så voldsom vis, så synes jeg, det er det hele værd, siger hun.