Medier strømmer til Hjørring
Der er massivt opbud af journalister og fotografer ved Retten i Hjørring, hvor retssagen mod forældreparret fra Serritslev er begyndt torsdag morgen.
Der er massiv presseopdækning ved Retten i Hjørring i forbindelse med den såkaldte Serritslevsag, der er begyndt i dag. Sagen er blevet kaldt for den største sag indenfor børnemishandling og seksuel krænkelse af børn i Danmarks historie.
Forsvarerne for både den 37-årige mor og den 41-årige far har forberedt deres klienter på, at pressen vil være massivt til stede under retssagen. Og det fik det ret i. Allerede fra morgenstunden strømmede mediefolk fra hele landet til Hjørring for at dække sagen.
Et hold fra TV2 kørte allerede fra Odense klokken 03 natten til torsdag for at kunne reportere live udenfor retssalen fra morgenstunden af. Derudover er blandt andet DR, Ekstra Bladet, BT, Ritzau og Nordjyske Medier også repræsenteret.
Meget af retssagen bliver formentlig for lukkede døre, fordi sagen omhandler seksuelle krænkelser, og flere af vidnerne er under 18 år.
TV2/Nord er naturligvis også med i retten, og du kan følge sagen her på tv2nord.dk hele dagen. TV2/Nord sender også live fra Retten i Hjørring i dagens udsendelser.