LIGE NU:

Mere politi i gadebilledet op til jul

Nordjyllands Politi styrker indsatsen mod indbrud i dagen op til jul. Det er særligt omrejsende kriminelle, de har fokus på.

Julen er ikke bare en kristen højtid. Det er også højtid for indbrud. Nordjyllands Politi styrker fra tirsdag den 15. december og frem til den 20. december indsatsen mod indbrud. Derfor vil borgere kunne opleve mere politi – såvel uniformeret som civilt – i gadebilledet.

- Det er omrejsende kriminelle, vi har fokus på. Men indsatsen er vores måde at få føling med mistænkelige køretøjer og personer, der bevæger sig ind i politikredsen, og hvor de bevæger sig hen. Det kan være vigtig viden for os i vores løbende indbruds-efterforskninger at kende disse bevægelsesmønstre, siger vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi, Anders Uhrskov.

Færre indbrud

De senere år har der generelt været færre indbrud i private hjem i det nordjyske. Tilbage i 2009 var der således 3413 indbrud, mens tallet i 2019 var 1626. I år var der ved udgangen af november anmeldt 998 indbrud.

- Det er selvfølgelig glædeligt med færre indbrud, men vi hviler ikke på laurbærrene. Et indbrud er stadig et for meget. Derfor fortsætter vi utrætteligt vores arbejde med at bringe indbrud i Nordjylland ned, siger Anders Uhrskov.

Han tilføjer desuden at det hjælper mod indbrud at lade sin bolig se beboelig ud, ved for eksempel at have lys tændt.

Foruden politiets arbejdede, kan borgerne også være en vigtig brik i opklaringsarbejdet, forklarer Anders Uhrskov, der opfordrer borgere, der ser noget mistænkeligt til at kontakte politiet på telefon 114.

- Lige præcis den oplysning, man kommer med, kan være et afgørende bidrag til de efterforskningsmæssige puslespil, vi hele tiden lægger – så tøv ikke; ring til os, hvis I ser noget, der ser mistænkeligt ud, siger han.

Hvis man er vidne til et igangværende indbrud skal man i stedet ringe på 112.