Messecenter fyldt med røg

Søndag morgen måtte Beredskab Vesthimmerland rykke ud til Messecenter Vesthimmerland, hvor der var fundet hvid røg.

Tidligt søndag morgen blev Beredskab Vesthimmerland kaldt ud til Messecenter Vesthimmerland. Her var der opdaget en stor mængde hvid røg, som man ved første øjekast ikke kunne se, hvor kom fra.

Efter at et røgdykkerhold havde gennemgået Messecenteret, fandt man ud af, at den hvide røg kom fra køkkenet.

- I første omgang gik folk lidt i panik, da det var svært at finde årsagen til røgen, men det viste sig, at man havde glemt en gryde på et komfur. Gryden var sort i bunden, og den udviklede store mængder røg, siger Jan Stagsted, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.

Herefter fik beredskabet situationen under kontrol, inden man kunne konstatere, at der ikke var sket brandskader på messecenteret.


Seneste nyt

fra Nordjylland