Michael Valgren udtaget til VM

Det nordjyske cykeltalent skal sammen med fem andre topnavne repræsentere Danmark ved VM i Richmond, USA.

Succesen fortsætter for den 23-årige cykelrytter fra Østerild efter hans Tour de France-debut i sommers.

Sammen med Matti Breschel (Tinkoff-Saxo), Lars Bak (Lotto-Soudal), Michael Mørkøv (Tinkoff-Saxo), Jakob Fuglsang (Astana) og Christopher Juul Jensen (Tinkoff-Saxo) skal Michael Valgren (Tinkoff-Saxo) køre i de rød-hvide farver under det 259,2 kilometer lange linieløb, der køres den 27. september.

På enkeltstarten har landstræner Lars Bonde udtaget Rasmus Quaade og Christopher Juul Jensen, der skal træde max-watt over 53 kilometer.

- Jeg glæder mig over igen at kunne præsentere et fantastisk VM-hold, hvor blandingen af rutine og talent gerne skulle give os en mulighed for at være synlige igennem hele VM-løbets afgørende momenter. Matti Breschel vil igen være vores forhåndsbud på en mulig medaljetager, men holdet her indeholder så meget kvalitet, at vi, i lighed med sidste år, har mulighed for at køre offensivt og tage chancen med andre ryttere der har dagen, vurderer Lars Bonde, der ikke ligger skjul på, at årets udtagelse har været en af de sværeste i næsten 10 år.

- Det har været det sværeste hold at udtage, siden jeg blev landstræner for eliten i 2007. Det kan man også se på kvaliteten af de ryttere, der ikke kom med denne gang, siger sportschefen.

VM køres i Richmond, Virginia, USA i perioden fra den 19. til den 27. september.


Seneste nyt

fra Nordjylland