”Microsoft” svindlede nordjysk kvinde
Foto: TV2/Nord
Kvinde mistede flere tusinde kroner, da hun blev narret af en person, der udgav sig for at arbejde for Microsoft.
”Microsoft” ringede fredag den 5. august til en 37-årig kvinde fra Svenstrup. Personen, der snakkede engelsk udgav sig for at være fra Microsoft, og fik overbevist kvinden om, at der var en fejl i hendes computer. Det fortæller Nordjyllands Politi.
Kvinden blev dermed narret til at betale et gebyr for at få ”fejlen” til at gå væk.
Efterfølgende kunne hun konstatere, at hendes kortoplysninger var blevet misbrugt til handel på nettet for flere tusinde kroner.
Fakta: Sådan foregår svindlen
Personen hævder, at han eller hun repræsenterer Microsoft, ét af deres brands som Windows/Office eller én af deres partnere.
Personen fortæller, at de er ved at undersøge et computerproblem eller en virus, som er registreret hos Microsoft.
Han eller hun fortæller dig, at de kan afhjælpe fejlen, hvis du går ind på en specifik hjemmeside.
Når du går ind på hjemmesiden, forsøger svindleren at tage kontrol over din pc.
Den falske repræsentant vil som en særlig “service” vise de påståede problemer ved at fjernstyre din pc.
Igennem hele processen overtales du til at betale et gebyr for ”reparationen” af din pc.