Midlertidige lægeklinikker til 3100 nordjyder

Region Nordjylland opretter to midlertidige regionsklinikker i Hadsund og i Frøstrup, hvor de nuværende praktiserende læger stopper.

De praktiserende læger i to lægeklinikker i henholdsvis Hadsund i Østhimmerland og Frøstrup i Thy stopper 1. juni. Da det ikke er lykkedes at finde en ny læge til at overtage de to klinikker, opretter Region Nordjylland to midlertidige regionsklinikker i perioden 1. juni-30. september.

Fra 1. oktober vil der være et permanent tilbud til borgerne, da begge klinikker er en del af det udbud om drift af almen praksis, som lige nu er i gang i Region Nordjylland.

Regionsrådet forventes at vedtage en ny leverandør for de næste fire år på deres møde 23.juni, hvis der ikke forinden er indgået aftale med en praktiserende læge om at overtage de pågældende klinikker på overenskomstmæssige vilkår.

Udgangspunktet for oprettelsen af de midlertidige regionsklinikker har været, at patienterne kommer til at opleve mindst mulig forandring i perioden.

I Hadsund ophører læge Anne Marie Goos' praksis, men Region Nordjylland har i et samarbejde med lægen aftalt at kunne leje og gøre brug af lokalerne i den nuværende lægekonsultation frem til 30. september. Så klinikken bevarer både samme adresse og telefonnummer. Anne Marie Goos har 1400 patienter.

Samme vilkår er aftalt i Frøstrup, hvor Poul Gjerdings praksis ophører. Poul Gjerdings praksis har 1730 patienter.

Alle berørte patienter vil modtage orienteringsbrev som digital post i løbet af uge 20. Patienterne kan fortsat benytte deres nuværende sundhedskort, da kontaktoplysningerne ikke er ændret.


Seneste nyt

fra Nordjylland