Millionbesparelse på rengøring hos ældre i Aalborg

Behov for besparelser i Aalborg Kommune kan betyde, at ældre mister rengøringshjælp, mens andre får mindre hjælp end nu.

Det skriver NORDJYSKE.

Overforbrug på ældreområdet i 2007 og 2008 samt nye besparelser på næste års budget kommer efter alt at dømme til at betyde, at der bliver sparet mange millioner kroner på rengøringen hos ældre i Aalborg Kommune.

Ældre- og handicapudvalget sender nu forslag til besparelser i høring, og rådmand Tina French (Venstre) erkender, at det næppe bliver muligt at undgå besparelser på rengøringen allerede i år.

- Vi skal have bremset op. Der er ingen vej uden om, siger Tina French til NORDJYSKE.

Udvalget har peget på flere forskellige måder at spare på:

- det kan blive sværere at blive godkendt til at få rengøring.
- normen for rengøring skal skæres ned til halvanden time hver 14. dag. Men i konkrete tilfælde kan der bevilges mere tid, hvis behovet er stort.
- kun storrengøring til de ældre, der modtager praktisk hjælp og personlig pleje efter Servicelovens §83.

For at opfylde sparekravet peger ældre- og handicapudvalget også på tre modeller, der reducerer den personlige pleje.

I dag er gennemsnittet 5,69 timer hos de ældre, men det kan skæres ned med 10 minutter, mener politikerne.


Seneste nyt

fra Nordjylland